Øltype: Black IPA
Alkohol: 6,2% vol. (50 cl. flaske)
Forhandler: Superbest, 35 kr.
Bedømmelse: 4 ud af 5 kapsler.
For at løfte sig op af speciale-sumpen har denne ølnovice forkælet sig selv med et lille øko-bryg fra Herslev Bryghus.
Etikette
Det afsløres af etiketten at vi har at gøre med øl-typen “India Dark Ale”, måske bedre kendt som det noget selvmodsigende “Black IPA”. Derudover er det standard-etiketten fra Herslev Bryghus som pryder denne øl, og den er jo ganske nydelig, men måske ikke videre ophidsende.

Udseende
Øllet står flot og mørkt i glasset, dog forstår man måske her at de har valgt adjektivet “dark” fremfor “black”: i bunden af glasset slipper nemlig en anelse lys igennem, som det også fremgår af billedet.
Duft
Duften er relativt domineret af den mørk-ristede malt. Her er det måske på sin plads at indskyde, at Herslev Bryghus er et gårdbryggeri og at de selv producerer råvarerne til deres ølbrygning. Heri ligger forklaringen sandsynligvis også på at aromaen ikke er præget af ekspressive amerikanske humletyper som ellers er normen for en Black IPA. Her er humle-aromaen noget mere tilbagelænet, som det ofte er tilfældet hvis øllet er brygget med de traditionelle europæiske humler.
Smag
Smagen er dejlig harmonisk og balanceret. Her kommer humlen i det mørke øl lidt mere til sin ret. Man fornemmer tydeligt at det ikke er en porter eller stout man sidder med. Mundfylden er langt lettere og humlen giver en umiskendelig friskhed til øllet, som jeg ofte savner ved de mørkere øltyper.
Konklusion
Her på bloggen er vi meget glade for de mørke IPA’er. Faktisk har alle de tre af slagsen som vi har anmeldt indkasseret 5 stjerner (Beerbliotek – Black IPA, Munkebo Mikrobryg – Gleipner og To Øl – Black Malts and Body Salts). Jeg var dog opmærksom på at denne øl sandsynligvis ville skille sig ud fra resten af feltet, dels fordi den er brygget af Herslev Bryghus og dels grundet navnet på øllen. Dette er en mere afdæmpet Black IPA end dem vi tidligere har anmeldt på bloggen. For en humle-fanatiker vil det nok være lidt af en skuffelse, men for dem som er mere skeptiske når det kommer til øl der forsøger at sprænge IBU-skalaen med deres altdominerende bitterhed, er det måske en lettelse. På sine egne præmisser synes jeg dette er en hæderlig øl, som absolut er veltillavet og dejligt afbalanceret. Nogen smagsåbenbaring var det dog ikke for mig, men jeg nød det dog alligevel i fulde drag.
Herslev Bryghus – India Dark Ale indkasserer: