Øltype: Imperial Stout
Alkohol: 12,12% vol. (33 cl.)
Forhandler: Boxbeers.dk, 60 kr.
Bedømmelse: 4 ud af 5 kapsler.
Så er specialet endelig færdiggjort og udprintet, og det skal fejres med den sidste øl fra Boxbeers ølnørdkasse. Jeg har gemt denne øl i et godt stykke tid nu (sådan cirka siden februar), da jeg det sidste lange stykke tid har ikke haft tid til at anmelde øl, men nu skulle det være.
Duft
Aromaen synes jeg er meget afdæmpet. Jeg kan dufte lidt humle, kaffe og chokolade. Ellers er aromaen ret sødmefuld, men som sagt meget afdæmpet.
Smag
Øllen er fantastisk blød – det er længe siden jeg har smagt en øl, der er så afrundet og hvor alkoholen, der i denne øl er 12,12%, er så afdæmpet.
Smagen er ret karakterfuld, med en dejlig smag af chokolade og en mild ristet malt. I takt med øllets sødme er den selvfølgelig også ret klistret, og klistrer det gør den både til tænder og læber.
Alkoholen er som sagt afdæmpet, men lige så stille sniger procenterne sig ind på mig, og nu er hvor jeg har drukket halvdelen kan jeg godt mærke en let snurren.
Konklusion
Dette er nok hvad jeg vil kalde en dessertøl. Den er meget sød og klæbrig, og skal drikkes i små mængder. Den vil gøre sig godt til en god chokoladekage.
Jeg sidder og mangler nogle flere nuancer i øllen. Den er meget sød, og smagen bliver derfor noget ensformelig. Duften er ligeledes lidt for ensformelig og jeg mangler gerne lidt spræl. Jeg mangler enten noget røg, alkohol eller noget der spiller op mod den megen sødme.
Øllen er lækker, rund og blød, og ville passe fantastisk godt sammen med et stykke chokoladekage.
Men den hiver bare ikke gulvtæppe væk under mig… og jeg sidder ikke tilbage med en wow-oplevelse. Dog kan jeg ikke gå så langt, som at give den 3 kapsler, som kan beskrives som en god øl men noget middelmådig.
Nej jeg vil give den 4 kapsler, for en god specialøl (for denne kan man godt kalde en specialøl), men det mangler bare lige det sidste touch.
Dette var sidste øl fra Boxbeers og jeg vil sige mange tak Boxbeers for at sponsorere os denne kasse. Det har været meget spændende, at smage øllene fra ølnørdkassen, hvor alle øllene har ligget på et meget højt niveau.
4 ud af 5 kapsler.
2 kommentarer