Øtype: Session IPA
Alkohol: 4,5% vol. (50 cl.)
Forhandler: Bestofbeers.dk
Bedømmelse: 5 ud af 5 kapsler.
Session IPA
Lækkert er det, når jeg finder en øl med blot 4,5% alkohol, og samtidig finder ud af at det er en øl af øltypen Session IPA (duh!). En mild IPA med lavere alkoholprocent, men med ligeså meget smag som en almindelig IPA.
Udseende
Det er ikke mange specialøller der findes på dåse og slet ikke halvliters. Der findes masser af slaveøller på dåse, og derfor har jeg også tendenser til at misbillige dåser som indpakning for mine dyrt købte craft beers.
Ikke desto mindre hev jeg denne øl ned fra hylde, da jeg så at den var brygget af Evil Twin, og at den med sin gule-brune farve fangede mine øjne.
Øllen er ligesom dåsens udseende gul, den er rigtig flot og jeg kan se livlige bobler stige til overfladen. Skummet var i starten stort, luftig og hvidt. Det er stadig hvidt, men ligger nu som et tyndt lag på overfladen.
Duft
Øllen dufter som en øl humlet med Citra skal – citrusfrugter, lidt af græs og en lille bitte smule af stald.
Smag
Den er umanerlig behagelig at drikke, den ryger så at sige lige ned i løgnhalsen. Den er både læskende og tør, den minder i grove træk om en humlet pilsner, men med så meget mere smag.
Jeg er ved at blive godt og grundigt forelsket i øltypen Session IPA. Det er fantastisk at man kan få så meget smag frem i en øl, med kun 4,5% alkohol.
Mundfylden er mild, rund og blød, men har samtidig kant fra humlen og øllen besidder den helt perfekte balance.
Konklusion
Hvis jeg kun skulle drikke en øl fra resten af mine dage, kunne denne øl godt være en kandidat til titlen.
5 ud af 5 kapsler.
1 kommentar