Øltype: Black IPA
Alkohol: 7,5% vol. (33 cl.)
Forhandler: Sponsoreret af Boxbeers.dk
Bedømmelse: 4 ud af 5 kapsler.
Det er ved at tynde ud i de 11 øl jeg fik tilsendt af Boxbeers. Det er faktisk kun to øl tilbage udover aftenens øl: Brygghuset Finn – American Pale Ale og Crooked Stave – Vieille.
Denne gang prøver jeg så kræfter med Ghost Brewing – Dark’n Hoppy, et bryggeri der desværre er ret svært at få fat i heroppe i Nordens Paris. Så er det jo godt at Boxbeers har så bredt et udvalg af deres øl (eller det havde de da jeg fik kassen tilsendt).
Udseende
Der er overraskende meget skum på toppen af denne øl. Skummet aftager dog hurtigt.
Øllet er sort, men lidt lys kan sagtens skinne igennem.
Duft
En lækker aroma af lakrids, kaffe og en anelse humle, vælter op af glasset. Her er det kvaliteterne som stouten besidder der skinner igennem. IPA’en falder mere i baggrunden, trods det jeg godt fornemme lidt humle.
Smag
Øllens mundfylde minder i store træk allermest om en stout. Den er blød, fyldig og cremet. Jeg kan som sådan ikke fornemme humlen nogle steder, dog dukker den sagte op i eftersmagen, hvor en anelse bitterhed rammer tungen. Eftersmagen er heller ikke så tung og ristet, som ved en rigtig stout, så her synes jeg balancen mellem malt og humle er helt perfekt.
Konklusion
Måske kunne jeg godt have drukket denne Black IPA noget før, da gassen eller humlen er gået lidt af ballonen. Men det er selvsamme humle der altid er humlen ved øllet. For hvornår skal man drikke en IPA eller for den sags skyld en Black IPA? Så frisk som muligt vil nogle sige, men når øllene skal anmeldes kan det godt tage sin tid, og man (og jeg mener mig) ikke lige får drukket øllen til tiden…
Nok snak! Jeg kan rigtig godt lide denne øl, og det er ret fantastisk at jeg knap kan mærke alkoholen da jeg drak den (nu er den dog ved at have sin indvirkning). Jeg mangler dog lidt mere kulør og gang i humlen, da øllen mere virker som en halvhumlet stout.
4 ud af 5 kapsler.
2 kommentarer