Øltype: American Pale Ale
Alkohol: 5,8% abv. (50 cl.)
Forhandler: Mikkeller & Friends Bottle Shop – Torvhallerne, 59 kr.
Bedømmelse: 5 ud af 5 kapsler.
English resumé below…
Det er længe siden jeg har smagt så frisk en øl. Ja, jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke er for god til at drikke mine øl friske. De øl jeg køber kommer ind på hylden, og bliver så først trukket frem fra dybet, når jeg har lyst til at drikke den, eller den skal anmeldes inden den bliver for gammel.
Da jeg så igår (søndag) lagde denne øl op på Instagram, var Peter fra The Master of Hoppets ikke sen til at skrive, at jeg skulle drikke den så hurtigt som muligt. Jeg fik da også at vide i Mikkeller & Friends Bottle Shop at de er helt friske, og det må jeg sige de er. Pseudo Sue blevet tappet 5.1.16 kl.11.54, og det er meget friskt når man tænker på, at den kommer fra landet, der flyder med mælk og honning, eller i dette tilfælde humle.
Ligesom jeg har du nok tænkt, om det virkelig kan passe, at en frisk humlet øl smager bedre end en, der har et halvt eller helt år på bagen? Det kan Christian Firtal, en bar i Odense, give dig svaret på. Jeg synes de rammer plet, så derfor bringer jeg den videre her:
Jamen hvorfor bliver I ved med at snakke om det der friske humle?” Jo nu skal du høre, det kan nemlig sammenlignes lidt med kanelgifler. Vi ved at du kender alt til kanelgifler, din store snolderprins. Forskellen på frisk humle og gammel humle, er den samme forskel der er på kanelgifler direkte ud af ovnen, og kanelgifler der har ligget 8 måneder på en tankstation. De friske fylder dig med varme og glæde indefra. De gamle smager af skam og dårlig samvittighed. På samme måde er frisk humle totalt overlegen, når det kommer til smag og aroma. Humle er flygtigt, og efter kort tid begynder den fineste del af aromaen at forsvinde. – Christian Firtal, Odense. Ugly Duck Amarillo/Citra fra tank til hane 45 minutter.
Duft
Selve ophældningen gik geliden og som de første dråber rammer glassets bund, breder der sig en liflig aroma. Pseudo Sue er en single hop american pale ale humlet med citra, så humlen får virkelig lov til at spille med alle musklerne.
Den får max gas på alle de tropiske tangenter, hvor jeg kan dufte mango og citrus. Der er næsten en slik agtig sødme over den, og det er fantastisk lækkert.
Smag
Når først man har haft næsen i denne lækkerbisken, kan man næsten ikke vente med at smage på den.
Den er fantastisk, let, lækker, fyldig, sødmefuld, bitter, tør og forfriskende. Den har alle de kvaliteter en american pale ale skal have. Det er simpelthen godt håndværk.
De sødmefulde tropefrugter går igen i smagen, hvor smagen af citrus især skinner igennem. Bitterheden er ligeledes fremtrædende, det skal den jo være, men den er faktisk dejligt afstemt og bedøver ikke munden fuldstændig.
Eftersmagen er en anelse bitter, og fader lige så stille ud, for til sidst at ende næsten sødmefuldt.
Konklusion
Det er en af de helt store øl, jeg har slæbt med hjem fra København. Jeg er glad for at jeg købte en af Toppling Goliaths øl, for den her øl ryger lige ned i løgnhalsen. Sælgeren i butikken sagde, at folk kommer og vil have mere af øllen. Derfor var den da også at finde i en praktisk firpack. Men til en pris af 59 kr stykket, så jeg mig nødsaget til kun at købe én. Det kan være jeg skal bede min søster, købe nogle med hjem næste gang hun rammer fastlandet.
Nu har jeg endelig smagt mig en helt frisk humlet øl. Og jeg må sige at det er meget lækkert. Pseudo Sue, som vistnok er et ældgammelt skelet af en T-Rex, er ufattelig nem at drikke og helt ufattelig lækker.
5 ud af 5 kapsler.
Resumé
This is my first beer from Toppling Goliath and what a beer! It is the first fresh American Pale Ale I have tasted, oh boy am I up for at special treat.
The aroma is amazing, the hops are so present you wouldn’t believe it. Pseudo Sue is a single hop Citra APA, and I can really smell the hop flavours. It has a lot of citrus notes and I can definitely smell some mangos too.
I just want to drink it without even writing a review. I almost lost track of time and place, so good was it. This is a fantastic craft beer, with the most incredible mouthfeel. The bitterness isn’t too harsh, and the aftertaste ends almost more sweet than bitter.
I absolute adore Pseudo Sue, an amazing beer!
5 out of 5 bottle caps.
1 kommentar