Øltype: Stout
Alkohol: 5,3% vol. (33 cl.)
Forhandler: Sponsoreret af Silvertop Brewing.
Bedømmelse: 3 ud af 5 kapsler.
Her til aften tager jeg hul på Silvertop Brewings anden øl #Baristout, der er en stout brygget med økologisk kaffe fra The Coffee Collective. Da jeg anmeldte deres IPA #Silverback, gav jeg den 3 ud af 5 kapsler.
Udseende
Øllen er selvfølgelig sort, dog er skummet meget begrænset. Og sættes glasset op mod lyset ses lystige bobler stige til vejrs.
Duft
Jeg kan tydeligt dufte den tilsatte kaffe, der har en let-ristet og sødlig aroma.
Smag
Mundfylden er en anelse vandet og kulsyreholdig. #Baristout smager af kaffe, men det måtte gerne have mere knald. I og med at mundfylden følelse lidt vandet, gør det også øllen frisk, men fyldighed har jeg svært ved at finde.
Eftersmagen prydes af kaffen der dvæler en rum tid.
Konklusion
#Baristout er en mild stout brygget med kaffe. Uden det skal lyde fornærmende, så smager øllen lidt ligesom kold kaffe – nogen kan lide det, andre kan ikke (min far elsker kold kaffe). Jeg har endnu ikke rigtig lært at drikke kaffe, så derfor kommer jeg til at tænke på kold kaffe. #Baristout vokser dog på mig, og jeg kan faktisk godt lide øllen. Den slår dog ikke benene væk under mig, og derfor får #Baristout:
3 ud af 5 kapsler.
2 kommentarer