Hver fredag har virksomheder landet over kunne nyde godt af Beer Buddys tilbud om danske fyraftensøl leveret direkte til kontoret, og nu kan private kunder også benytte sig af muligheden.
Den Smagfulde Kasse
Beer Buddy har sendt mig en kasse med øl – Den Smagfulde Kasse. I kassen er der 10 øl – 6 x 33 cl og 4 x 50 cl.
- 2 x Amager Bryghus – Greed, 4,6% (Kellerbier)
- 3 x Dry & Bitter Brewing Company – Christian Pale Ale, 4,6% (American Pale Ale)
- 3 x Gamma Brewing Company – Hop Sweat IPA, 6,8% (India Pale Ale)
- 2 x Kloster Bryggeriet – Oluf Kviter, 7% (Belgisk Ale)
Torsdag modtog jeg en mail fra leveringsfirmaet Bring, at de havde modtaget en kasse fra Beer Buddy og jeg indenfor 1-3 dage ville modtage den.
Fredag kl. 11.21 tikkede en mail ind, at jeg kunne hente min pakke i Kennedy Arkaden i en af Brings Swipboxe. Det er meget hurtigt levering, og Beer Buddy lover da også at kunne levere øl hver fredag, uanset om det er til kontoret eller til din privatadresse.
Det er altid en helt speciel oplevelse, at hente en pakke i en postboks. Tast koden og “PLING” går lågen op, og pakken er din.
Glæden var stor, da jeg så pakken, som er prydet med deres logo. Modsat andre øl-webshops har Beer Buddy rent faktisk gjort noget ud af deres emballage.
Jeg får slæbt kassen hjem, og da jeg med rystende arme og hænder (jeg skal enten begynde at træne eller få mig en trækvogn) åbner kassen op, mødes jeg af ti øl og en brochure. Kassen er smart indrettet og det virker til, at øllen har stået sikkert og godt under hele transporten.
Brochuren er ligeledes af lækker kvalitet, og indeholder en guide til de forskellige øltyper, som kassen indeholder, samt hvilke glas der yder øllet mest retfærdighed.
Der kunne med fordel vedlægges en folder med lidt information på de fire forskellige øl – øltypen og historien bag øllet. Som forbruger er det mest optimalt, at øltypen er skrevet på etiketten, så det er muligt, at vide hvad man får.
Opdatering: Efter udgivelsen af artiklen og Beer Buddy havde læst den, skrev de til mig. Lageret havde glemt at vedlægge smagsarket, det ærgrede Beer Buddy noget så grusomt. Smagsarket vedhæftede de i mailen og du kan læse det via dette link.
Fordelingen af øl viser, at kassens indhold er beregnet til at deles af flere mennesker, da variationen af øl er mindre end, jeg er vant til.
Som ølanmelder og ølnørd er det ikke særlig ofte, at jeg køber mere end et eksemplar af hver øl. Da jeg så kassen “kun” indeholdt fire forskellige øl i stedet for ti forskellige øl, blev jeg lidt skuffet. Dette er imidlertid ikke en del af konceptet hos Beer Buddy, og jeg glæder mig oprigtig til at smage og anmelde de fire øl fra Den Smagfulde Kasse.
Historien bag Beer Buddy
Vi kender allesammen til det at trænge til en fyraftensøl, og at der kun findes lunkne dåseøl på kontoret. Derfor må én altid overtales til at hente øl i kiosken.
Lige præcis dette scenarie havde stifterne bag Beer Buddy oplevet alt for mange gange.
De begyndte at udvikle på idéen sidste år i august og havde en klar plan for, at det skulle være en service og en oplevelse uden bøvl og besvær for kunderne.
Beer Buddy leverer øl hver fredag primært til virksomheder, men private kunder kan nu også få sendt øl hjem til sig.
Beer Buddy leverer udelukkende øl fra danske mikrobryggerier, og de sammensætter også selv kasserne, da Beer Buddy gerne vil udbrede kendskabet til de mindre kendte bryggerier i Danmark. Idéen er, at kunderne skal smage så forskellige øl som muligt, og hver uge vil der komme nye øl i kasserne.
Som kunde hos Beer Buddy kan du få leveret 1-5 kasser øl om ugen. Dette kan også lade sig gøre hveranden, fjerde eller sjette uge. I kasserne er der mellem 2-4 slags øl i 10-12 flasker.
Man kan vælge imellem to typer kasser: Den Behagelige og Den Smagfulde. Den Behagelig er til dig, som gerne vil smage lidt forskelligt og er en kasse, hvor alle kan være med. Den Smagfulde er for de med lidt mere øvede smagsløg. Desuden kan man bestille Den Hurtige Kasse, der er assorterede kasser af “Den Behagelige og Den Smagfulde Kasse”, hvis man ikke kan vente til fredag. Hvis kassen bestilles inden kl. 14, sendes den samme dag.
Da Beer Buddy leverer fyraftensøl, er der en grænse for, hvor stærke øllene kan være. Det skal være gode danske mikrobryg, men heller ikke stærkere end man kan rejse sig fra stolene igen.
Mange tak til Beer Buddy for sponsoratet.
Du vil kunne læse meget mere om de fire øl de næste par uger her hos Rookiebeers.
2 kommentarer