Battle of the beer styles er et nyt tiltag. Vi kigger på forskellige øltyper, deres oprindelse og bryggerierne bag øllet. De første øltyper vi kiggede på var Sour Wild/Ale vs. Lambic, som du kan læse om her i part 1 og part 2. I denne omgang tager vi hul på de sorte øltyper, og battler Porter mod Imperial Stout.
Første gang øltypen Porter dukkede op på skrift var i 1720’erne, i London. Briterne opfandt dog ikke øltypen, men derimod hollænderne. Lige siden det 14. århundrede har hollænderne drukket deres udgave kaldet Poorter.
Holland er gammel handelsnation og har altid bragt nye krydderier med hjem. Derfor er Lowlanders – Poorter også brygget med lakrids og vanilje, som Holland hjembragte fra deres kolonier sydpå. Du kan læse mere om Lowlander – Poorter her.
Porterne havde brug for øl efter deres stridsomme arbejde, og det skulle helst være en mørk og mættende øl, med en lav alkoholstyrke.
Porteren opstod ved et uheld, da en brygmester en dag havde tørret sit korn for længe, hvilket resulterede i at kornet var blevet mørkt.
Brygmesteren ville ikke lade kornet gå til spilde og bryggede derfor et bryg. Øllet serverede han for de hårdtarbejdende mænd ved havnen. Mændene syntes om øllen, og sådan blev Porteren født.
Øltypen Imperial Stout kan takke denne brygmester, der ved et tilfælde opfandt Porteren. Porteren er forgangsøllen for de sorte øltyper. Øltypen Stout var i lang tid blot et tillægsord til Porteren, altså en stout Porter – en stærkere Porter. Sidenhen fik Stouten sin egen øltype. Nu skal vi kigge på BrewDogs udvalg af vilde og ekstreme øl, heriblandt én Imperial IPA og syv Imperial Stouts.
Tactical Nuclear Penguin er deres stærkeste Imperial Stout på hele 32% vol. Øllen kommer i en lille bitte flaske på 110 ml. Sink The Bismack er godt nok ikke en Imperial Stout, men imperial india pale ale på hele 41% vol. Det er en ekstrem øl, der presser grænsen for hvad øl kan.
Til lidt mere tålelige procenter finder vi BrewDogs jubilæumsserie af Imperial Stouts: Dog C, E og F. Disse Imperial Stouts er ikke nær så kradsbørstige som Tactical Nuclear Penguin, men indeholder stadig en god portion alkohol, på henholdsvis 15,1%, 16,1% og 17,1%.
Abstrakt er en serie af grænsesøgende øl, øl er der brygget til at blive samlet og lagret, så man kan smage de forskellige årgang op i mod hinanden. En ny øl bliver brygget hvert år og får et nummer, indtil videre er BrewDog nået til nummer 22. AB:22 er på 12,5% og lagret på Speyside whisky fade.
Den sidste rigtig ekstreme øl fra BrewDogs hånd, og øl som er i One Pints sortiment er øllen Tokoyo*. Denne Imperial Stout er på 16,5% vol og er en øl brygget med specielle malte, jasmine og tranebær.
Øllen som vi har anmeldt til dagen versus, er Cocoa Psycho, der er en Imperial Stout brygget med kaffebønner, kakaonibs og vanilje. Øllen besidder kun en alkoholstyrke på små 10% vol.
Lowlander – Poorter
Øltype: Porter
Alkohol: 6% vol.
Udseende
Poorter er sort som natten, intet lys slipper igennem denne kulsorte øl. På toppen ligger en fyldigt og cremet skum i en lysebrunlig farve. Skummet ligger i en fingers tykkelse på øllets top, og er ret standhaftigt.
Duft
Poorter dufter sødt af finsk lakrids, kandis og ristet malt.
Smag
Mundfylden er forholdsvis let for en Porter at være. Poorter har en smag af lakrids og ristet malt. Poorter er også brygget med vanilje, hvilket giver en lækker fyldighed og sødme til øllet. Eftersmagen er godt tør samt en anelse bitterhed fra den mørktristede malt.
BrewDog – Cocoa Psycho
Øltype: Russian Imperial Stout
Alkohol: 10% vol.
Udseende
Cocoa Psycho er en ligeledes kulsort øl. Det var knapt jeg kunne tvinge øllen ud af flasken, så fed er øllen. Skummet er mørkebrunt, og ser fuldstændig fantastisk ud på den sorte øl. Skummet er ikke nær så stort og fyldigt som Poorter, men sådan er det også med øl med højere alkoholprocent. Skummet forsvinder hurtigere.
Duft
Cocoa Psycho dufter lækkert af kaffe og kakao. Cocoa Psycho dufter sødt, og har en næsten flødeagtig sødme over sig, som var den brygget med laktose.
Smag
Mundfylden er dejligt fed, det er sådan en øl der klistrer alt til. Den klistrer let til tænder og læber, og jeg slikker mig om munden, for at få det hele med.
Cocoa Psycho er en Russian Imperial Stout og er brygget med kaffebønner, kakao nibs og mørkristet malt, og det kan i den grad smages. Cocoa Psycho er en kompleks øl den smager af kaffe, chokolade og en god potion alkohol. Eftersmagen er lang, sød og bitter. En øl som Cocoa Psycho er en ideel øl at dele, da den godt kan blive lidt sej at komme igennem helt alene.
Konklusion
Poorter er en lækker Porter brygget med lakridsrod og vanilje. De tilsatte ingredienser giver øllen en god sødme, der opvejer den mørkristede malt. Blev du bange for Limfjords Porter og dens mørke dyb, kan du roligt hoppe ud i Poorter, da denne øl er en god, men ikke for kraftig Porter.
Cocoa Psycho er en væsentlig kraftigere øl end Poorter. Alkoholprocenten er steget med fire, og øltypen er gået fra en Porter til en Russian Imperial Stout. Derfor sidder jeg også med en anden oplevelse. I sin helhed er Cocoa Psycho mere mørk, mere fuldfed og mere af alting.
Du kan sagtens finde øl af denne øltype, der noget mere kradsbørstige – men i og med at Cocoa Psycho er brygget med kaffe og kakao gør den mere blød og rund. Hvis du har mod på at smage en øl, der tester dig lidt, så er Cocoa Psycho en ideel øl.
1 kommentar