Øltype: India Pale Ale
Alkohol: 7,2% vol. (50 cl. dåse)
Forhandler: FLASK, 44 kr.
Bedømmelse: 4 ud af 5 kapsler.
Northern Monk tager verden med storm. De brygger den ene lækre IPA efter den anden, og Heathen er ingen undtagelse. Faktisk er Heathen en af deres faste øl i sortimentet. Heathen er brygget med Citra-humlen, en humle med knald på de tropiske noter.
Udseende
Heathen ser ud som en hvilken som helst anden New England IPA – hazy. Skummet er hvidt og let cremet.
Dåsen er orange, og egentlig lidt kedelig. Så er der mere gang i Northern Monk Patron Project, som er deres collab serie, hvor de laver specielle etiketter, som man jo kan samle på. Se bare mit køleskab.
Duft
Heathen dufter af tusinde tropiske frugter. Okay, måske ikke lige tusinde, men af alt godt fra havet… Nej vent, kom nu ikke mere pjat (jeg må være fuld).
Heathen dufter af grape, melon og passionsfrugt. Man skulle egentlig tro, at Heathen var brygget med laktose, fordi der er en vis fedme over duften. Det er den faktisk ikke, det er bare en god mængde hvede og havre, der afgiver den fede duft.
Smag
Fed er smagen af Heathen. Det er en mundfylde der fylder. Samtidig er øllen frisk og frugtig, og med en IBU på kun 30 (den går fra 0-100), så er det en meget blød eftersmag vi har med at gøre. Dog bliver eftersmagen også lidt bitter og tør til sidst. Det er en smag der bliver liggende længe på tungen.
Konklusion
Selv med en helt almindelig IPA uden New England eller laktose, kan Northern Monk trylle.
Som Kenneth i FLASK sagde, så er det en en “hæld i nakken øl”, og det må jeg nok sige at det er. Heathen gør det bare godt. Hvorfor købte jeg ikke to af dem?
4 ud af 5 kapsler.