BrygBrygBryg er et small batch brewery, de brygger øl i meget begrænsede mængder. BrygBrygBryg er hjemmebryggere, og har brygget øl siden december 2016. Siden december 2016 har BrygBrygBryg brygget 29 øl, som du kan finde opskrifter på via deres hjemmeside.
BrygBrygBryg har gang i forskellige ting, blandt andet efterøl, et lambic projekt, surdejsopskrifter, og en fed Instagram-profil og Facebook-profil, som jeg vil anbefale dig at følge.
Peter var i kontakt med BrygBrygBryg i november, og da han og Camilla var til familie-tamtam i København (BrygBrygBryg holder til i Nordvest i København), mødtes de for at udveksle øl.
Ugen inden jul d. 3. søndag i advent sådan helt præcis, smagte Peter og jeg på de fem øl og en stikkelsbærvin fra BrygBrygBryg. Øllene vi smagte på var: Anne Weisse, Beskidt Rum Edition Oak Aged, Mr. Awesome’s Apple Pie Stout, Cinnamon Kiss of Death (Julebryg 2017), Barley Wine og Vin de Groseille.
Lidt omvendt kommer den overordnede konklusion her, da vi smagte øllene på én gang. Efter den overordnede konklusion kan du læse anmeldelsen af Anna Weisse.
Overordnet konklusion
BrygBrygBryg har brygget fem rigtig dejlige øl og en vin, og givet os en nyfundet (mulig) kærlighed for Barley Wine, om ikke andet så for BrygBrygBryg’s Barley Wine.
Som en overordnet ting har vi som hobbybryggere selv savnet lidt ekstra information i form af OG og FG, så vi kunne lade fantasien løbe afsted med os.
Alt i alt, har det været en udsøgt fornøjelse at drikke øl fra BrygBrygBryg, som vi i 4 ud af 5 bryg godt kunne være i tvivl om var kommercielt mikrobryg eller håndbryg, da der virkelig er sjæl og godt håndværk bag disse øl! Vi glæder os til mere!
Øltype: Weissbier
Alkohol: 6,0% vol. (75 cl. flaske)
Forhandler: BrygBrygBryg, sponsoreret.
Bedømmelse: 4 ud af 5 kapsler.
Tappedato: 17/6/17
Antal: 22/26
Mange tak til BrygBrygBryg for Anne Weisse.
Første øl vi kaster os over er Anne Weisse, en Weissbier brygget til et bryllup sammen med øllen Mr. Awesome’s Apple Pie Stout.
Udseende
Det oser af eksklusivitet og luksus, at Anne Weisse kommer i en 75 cl. flaske med hvidt folie på flaskehalsen. Selve etiketten er lækkert udført, og vi frydes over den høje standard.
Duft
Anne Weisse har en duft af lambic og berliner weisse – den her lidt syrlige duft.
Smag
Anne Weisse har den klassiske smag af banan, omend den er meget nedtonet. Hertil fornemmer vi en dejlig sødme og en behagelig kulsyre, der følger øllen helt til dørs. Anne Weisse har en god tør eftersmag, der dog ender forholdsvis brat.
Konklusion
Anne Weisse er en dejlig og frisk weissbier, der indenfor øltypen fortjener at få:
4 ud af 5 kapsler.