Øltype: Imperial Stout
Alkohol: 13% vol. (75 cl. flaske)
Forhandler: Beergium.com, 34,99€ / 260 kr.
Bedømmelse: 5 ud af 5 kapsler.
Søndag kl. 12.30 knapper vi den første øl op, Michael og jeg. Sammen har vi splejset om fragten og en øl fra den belgiske bottleshop Beergium.com. Øllen vi splejsede om var De Struise – Black Damnation XXIV Octopussy.
Baseøllen i Octopussy er Black Albert, en imperial stout på 13%. Black Albert har så lagret på Octomorefade siden 2012, og tappet på flaske 23/3/17, og taget navneforandring til Octopussy. Octomore er fra det skotske destilleri Bruichladdich, og denne whisky er superduper røget. Du kan selv læse mere om det her.
I serien af Black Damnation findes der 25 øl. Du kan købe 13 af de 25 flasker på Beergium.com, til den nette sum af 432,26€ / 3241,65 kr., hvis du skulle have lyst. Dette er iøvrigt nr. 1515/2000.
Udseende
Etiketten er lækkert udført, og har mange detaljer om øllen. Det fedt, både at kunne læse om flaskedato, flaskenr og ingredienser. Ja, udover humle, malt, vand, gær, sukker og honning, så er øllen simpelthen også brygget med tålmodighed.
I glasset ser vi en kulsort og tyktflydende væske, det knapt kan tvinges ud af flaske. Straks danner der sig et beige skum, som er cremet og tæt. Skummet vedbliver på øllen hele tiden.
Duft
Det er en vild duft, der møder vores næsebor. Octopussy har en fantastisk sødme af karamel, brun farin og engelsk lakrids. Bag sødmen dukker aromaen af tobak, læder og røget whisky op. Det næsten som at stikke næse i et glas whisky, der rigtig svider næsehårene af.
Smag
Octopussy har en virkelig behagelig mundfylde, som hverken er olieret eller direkte fed, men bare lige tilpas. Øllen besidder en balance, som for det hele til at harmonere.
Octopussy smager af brændt karamel, sød engelsk lakrids med en kant af salmiak, syrlige bær, masser af sød tobak og læder, og så ej at forglemme røg. Øllens røgede karakter kommer frem i eftersmagen, og man kan blive ved med at sidde og tygge på øllen. Det er en smag, der bliver ved med at komme igen og igen. Eftersmagen ender tørt, og trods sine 13% vol, og smag af whisky, drikkes Octopussy ufattelig nemt.
Konklusion
Jeg havde oprigtig frygtet, at Octopussy ville være så røget, at jeg ikke kunne drikke den. Jeg er ikke så god til røgøl. Men min frygt blev gjort til skamme, og jeg har virkelig nydt øllen.
Michael har virkelig også nydt øllen (du kan se hans Untappd-rating her), men troede, at den ville være mere røget end den var.
Men som vi kom frem til er røgmængden meget passende, og giver både kant og balance til øllet. En helt fantastisk imperial stout, som vi mindes med glæde.
5 ud af 5 kapsler.
3 kommentarer