Øltype: Sour Ale / Stout
Alkohol: 6,8% vol. (33 cl. flaske)
Forhandler: Gave – Alus Darnica Labietis’ bar i Riga, Letland.
Bedømmelse: 3,50 ud af 5 kapsler.
Anders og Laura var en tur i Riga, og de var så elskværdige at tage en lille souvenir med hjem til mig.
På en bar tilhørende bryghuset Alus Darnica Labietis, faldt de over en række gode øl, her i blandt en brettanomyces fadlageret stout tilsat bær. To eksemplar af øllen var tilbage på baren, hvor Anders og Laura delte den ene med bartenderen og tog den sidste med hjem til mig.
Mange tak til Anders og Laura for øllen. Jeg glæder mig til at smage den.
Udseende
Noburtais Kristaps kommer i en besynderlig men flot flaske. Øllet er brunligt, sort og lyserødt. Skummet er en blanding af beige og lyserødt.
Duft
Øllen dufter syrligt af kirsebær og hø. Det er øllens syrlige elementer der skinner igennem. Ikke mange, for sige ingen, brændte/ristede noter af malt kan jeg dufte.
Smag
Øllen har en mundfylde som en stout sådan blød og cremet. Den bløde fornemmelse bliver hurtigt erstattet af en markant kulsyre, og en frisk og syrlig smag af kirsebær. Med bare 6,8% vol., er det er en let øl. Alligevel har øllen noget tyngde i form af fadpræget, som giver tydelig noter af vådt egetræ, og en let bitterhed i eftersmagen, hvor noter af brændt malt lige kan fornemmes.
Konklusion
Noburtais Kristaps er mere en frugtøl/ sour ale end en stout, hvilket gør mig mere forvirret end godt er. Kald det nu bare hvad det er: en fadlageret sour ale. Det ville forvirre mindre, og jeg ville slet ikke ligge mærke til den manglende stout, som nu bare trækker ned i karaktergivingen.
Noburtais Kristaps er stadig en god øl, men den kan ikke trække sig op på mere end 3,50 ud af 5 kapsler, da den ikke skelner godt nok mellem de to øltyper. Vil du derimod gerne smage en øl, som klarer opgaven til perfektion, så skal du købe Crooked Stave – Nightmare on Brett Blueberry 2016.
3,50 ud af 5 kapsler.