Øltype: Session IPA
Alkohol: 5% vol. (50 cl. dåse)
Forhandler: Bestofbeers.dk, 45 kr.
Bedømmelse: 4,25 ud af 5 kapsler.
Tredje øl af de fire øl fra Alefarm Brewing, som Bestofbeers.dk pt. har på hylderne, bliver nu anmeldt. Med på sidelinjen har jeg min kæreste Annika, der er ny i ølverdenen, men gerne vil være med til at smage på nye øl. Hun synes Symbiosis smager godt.

Udseende
Igen er etiketten lavet i et silkeblødt design, jeg synes dog ikke at motivet er lige så skarpt som de tre andre.
Øllets farve er orange, men er en anelse til den grumsede side. Det er ikke altid lige lækkert, men med denne øltype er det et must.
Duft
Symbiosis dufter af tropiske frugter – friske ferskner, mango, passionfrugt og netmelon. Det er en dejlig frisk duft.
Smag
Symbiosis har en god og fyldig mundfylde, faktisk mere end man sådan lige skulle tro, når det nu er en Session IPA vi sidder med. Kulsyren spiller lystig på tungen, og øllet føles cremet i ganen.
Symbiosis smager ligeledes af tropiske frugter, men er mere nedtonet end duften. Det er en sød (fed i smagen) og på samme tid frisk øl. Bitterheden er ret markant i eftersmagen, ja ligefrem før eftersmagen træder i kraft. Bitterheden sidder fast i ganen for at tørre ud til allersidst.
Konklusion
Symbiosis ligger sig blødt i svinget, passerer lige Open Doors, men kan ikke helt overhale Folding Water.
Bitterheden er ret markant for en Session IPA. Det er en Session IPA i god balance.
4,25 ud af 5 kapsler.
1 kommentar