Øltype: Old Ale
Alkohol: 8,5% vol. (50 cl. flaske)
Forhandler: One Pint, sponsoreret. Udgået af produktion.
Bedømmelse: 4,75 ud af 5 kapsler.
Vintage Ale fra Fuller’s
Fuller’s bryggede i 1997 deres første Vintage Ale. Målet med disse bryg, som udkommer hvert år i en meget begrænset mængde, er at bruge det pågældende års allerfineste malt og humle.
Vintage Ale-serien er brygget udelukkende på engelske ingredienser: Golden, Target, Northdown og Challenger-humler og Maris Otter malt.

Udseende
Vintage Ale 2015 kommer i en flot mørkerød æske. I æske finder man en bastant flaske og en lille folder med øllets historie.
Øllet er som æsken også mørkerød, og med et hvidt og cremet skum.
Duft
Da jeg skænkede øllet, duftede den svagt af portvin. Det holder også stik, nu hvor øllet har stået lidt i glasset, hvor jeg yderlig kan dufte: hvide vindruer, brød, kandis, blommer, lyse rosiner, alkohol og humlens frugtig islæt.

Smag
Vintage Ale 2015 har en medium til fed mundfylde, som bruser lidt op i munden.
Øllet smager frugtigt, som af æbler, hvide vindruer og modne blommer. Sammen med det frugtige smag dukker ligeledes en smag af brød (tilsat mørk sirup) op, der med en god og sprød skorpe giver karakter til øllet.
Øllen besidder stadig bitterhed i eftersmagen, der bliver efterfulgt af en tør fornemmelse i halsen og på tungen.
Konklusion
Vintage Ale 15 er en meget balanceret og behagelig øl at drikke. Og selv med fire år på bagen kan jeg stadig smage humlens frugtige og bitre islæt.
Det bliver spændende at smage Vintage Ale 2016, om den har har mere at byde på, for Vintage Ale 2015 giver den hele armen.
4,75 ud af 5 kapsler.
1 kommentar