I denne anmeldelse smager jeg på tre øl. Øllene kommer fra Gourmetbryggeriet, der har brygget en ny serie af øl kaldet Nordic Passion. Øllene er alle økologiske og brygget efter den passion bryggeriet ser i mennesker. Tre mennesker ligger til grund for øllene. Læs med herunder for at finde ud af om disse mennesker har noget, at skulle have sagt, eller om det blot er ren markedsføring.

Alkoholfri Brown Ale brygget med honning og inspireret af biavler Nicolai Wirum:

“Som biavler arbejder man altid i harmoni med bierne. Fordyber sig i deres levevis, avler på deres præmisser. Det er min passion.”

IPA brygget med rug og inspireret af bager Leif Hierwargen:

“Jeg har bagt mit rugbrød i 30 år, eksperimenteret, leget med kornet og prøvet nye ting. Jeg bliver nok aldrig færdig. Det er min passion.”

WitiBier brygget nordisk sar og inspireret af haveentusiast Karina Demuth:

“Jeg har været fascineret af planter, siden jeg var barn. Det at skabe noget og få det til gro. Den intense duft fra sar, jeg selv har dyrket frem. Det er min passion.”

Øllene er fundet på tilbud i Rema 1000 rodekasser.

Gourmetbryggeriet – Brown Ale Alkoholfri m/honning

Øltype: Alkoholfri Brown Ale
Alkohol: 0,5% vol. (37,5 cl. flaske)
Forhandler: Rema 1000, 15 kr.
Bedømmelse: 1,5 ud af 5 kapsler.

Udseende
Brown Ale Alkoholfri m/honning er ikke en køn øl. Det ligner mest af alt opvaskevand. Brunt og grumset. Skummet er beige og cremet.

Duft
Brown Ale Alkoholfri m/honning har en duft af malt – sød malt. Jeg kan med lidt god vilje fremtvinge duften af honning, men det forsvinder igen. Øllen har en meget let aroma, der er lettere parfumeret.

Smag
Øllen her er sådan set bare vand med smag. Det er alt øl jo, men sådan smager de fleste ikke. Gourmetbryggeriet har set sit snit til at putte honning i øllen, blot for at gøre øllen sødere nu hvor den er alkoholfri for ikke at skubbe alkoholprocenten højere op.

Brown Ale smager stort set kun af ristet malt, ingen kaffe eller chokolade, som de skriver på etiketten. Den er vildt tør i eftersmagen, men rigtig bitter bliver den aldrig.

Konklusion
Brown Ale Alkoholfri m/honning er en virkelige kedelig alkoholfri øl, og det er samtidig en virkelig kedelig Brown Ale. Hvis nu den ikke var alkoholfri ville det måske være sjov at drikke, men det er den ikke.

1,5 ud af 5 kapsler.

Gourmetbryggeriet – IPA Rug

Øltype: India Pale Ale
Alkohol: 6,5% vol. (37,5 cl. flaske)
Forhandler: Rema 1000, 15 kr.
Bedømmelse: 2,25 ud af 5 kapsler.

Udseende
Ud af flasken kommer en uklar øl, det er ikke hazy juice men derimod en IPA i mere klassisk forstand. Skummet er hvidt og ligger spredt udover øllen med store huller.

Duft
IPA Rug dufter frugtigt, men også meget syntetisk. Ifølge Untappd er den brygget med humlerne Centennial, Cascade og Mosaic, men det er svært at opfange. En sød maltaroma, der er påvirket af rugen virker overvældende og dominerer det samlede indtryk.

Smag
IPA Rug har en medium til fed mundfylde. Vi er selvfølgelig ikke i nærheden af New England IPA, men den har stadig en vis form for fylde, som også sikkert skyldes rugen.
Der er rigtig meget bitterhumle og det er bare bittert, jeg kan desværre ikke finde nogle fine smagsnuancer fra humlerne øllen er brygget med. Det er mest af alt en rug IPA, hvor der er mere fokus på rugen end humlen.


Eftersmagen er også her meget tør, og så er den også meget bitter. Oven i hatten ligger alkoholen også langt fremme i smagen, og det klæder ikke en øl på blot 6,5% vol. at smage så meget af alkohol.

Konklusion
Hvis nu Gourmetbryggeriet havde brygget Brown Ale med rug og denne IPA med honning, tror jeg faktisk at det ville have været sjovere at drikke øllene.
IPA Rug er bitter og alkoholtung. Den er ikke New England IPA og ikke en efterligning af en klassisk engelsk India Pale Ale. Den er noget og ingenting. Jeg er ikke videre imponereret. Jeg havde måske været det, hvis alle ingredienser var økologiske og ikke kun malten.

2,25 ud af 5 kapsler.

Gourmetbryggeriet – WitBier

Øltype: Witbier
Alkohol: 5,1% vol. (37,5 cl. flaske)
Forhandler: Rema 1000, 15 kr.
Bedømmelse: 3,00 ud af 5 kaplser.

Udseende
WitBier er den pæneste af de tre øl. Det er en klassisk Witbier med en gul og uklar glød med et hvidt og cremet skum.

Duft
WitBier er brygget med krydderurten nordisk sar. Urten har en pebret aromatisk duft og smag, derfor har Gourmetbryggeriet sikkert tænkt, at denne urt ville gøre sig godt i en Witbier. Ydermere er øllen brygget med kamille, sort peber, appelsinskal, citronmelisse, spelt-og havreflager.

Alt dette kan jeg naturligvis ikke dufte, men kamillen dukker i den grad op, samt en frisk duft af citron og appelsinskal.

Smag
WitBier har en medium mundfylde, hvor en aktiv kulsyre bringer liv til øllet, hvor det til sidst ender i en tør og let pebret eftersmag.
WitBiers smag er mere parfumeret end duften, den er ret intens og bliver en anelse kvalm i det lange løb. Kamillen og smagen af citronmelissen dominerer smagen totalt, ikke meget andet dukker op til overfladen.

Konklusion
WitBier er den mest fuldendte øl. Det giver mening at brygge øllen med sar, som giver den pebrede duft og smag til øllen. Jeg er desværre ikke så god til selve øltypen Witbier, som jeg oftest synes domineres for meget af kamillen. Men jeg tømte rent faktisk glasset, så derfor får WitBier:

3,00 ud af 5 kapsler.

Det er sympatisk at Gourmetbryggeriet brygger disse tre økologiske øl, økologiske øl kan vi ikke få nok af. Det er lidt sjovt, at de forsøger med denne storytelling, hvor mennesker med passion driver værket/øllene. Det giver ikke mig noget som sådan. Jeg er mere interesseret i at de brygger økologiske og mere kvalitetsbevidste øl.

Selvfølgelig skal der være en IPA i denne serie, men skal den være med rug? Kunne det ikke bare være en IPA med et par gode humler, hvor øllen så får lov til at smage af humlen i stedet for den ekstra tilsætning. Og hvis der absolut skal være rug i øllen, så kunne man med fordel vælge en anden mørkere øltype – Brown Ale, Black IPA, Imperial Stout eller Barley Wine.

Det er sjovt med WitBier hvor krydderurten aktivt spiller ind og giver noget ekstra til øllet. Det er også seriens bedste øl. Ikke særligt mange brygger Witibier, derfor er det også godt at se en dansk Witbier på markedet. Men hvor mange drikker lige Witbier?

Alkoholfrie øl er det nye og flere og flere bryggerier prøver på at brygge alkoholfrie øl. Denne alkoholfrie Brown Ale med honning er dog skudt fuldstændig ved siden af.
Havde denne øl ikke været alkoholfri, og ligget på omkring 5% og stadig været brygget med honning, havde den nok været god. Men den er så langt fra god og du kan ligeså godt drikke vand i stedet for.

Og de tre mennesker med passionen på rette sted kan jeg ikke finde i øllet. Aldrig har en historie været mere ligegyldig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: