Øltype: Barleywine
Alkohol: 13,9% vol. (25 cl. flaske)
Forhandler: Vildmedvin.dk, 59 kr.
Bedømmelse: 4,50 ud a 5 kapsler.
My Honningkage Is Bigger Than Yours Cognac Barrel Aged 2019 er en Barleywine brygget med kanel, kardemomme, ingefær og muskatnød og lagret på cognacfade. Øllen skal dufte og smage som en honningkage.

Udseende
My Honningkage er en brun og grumset øl der hældes ud af flasken. Man skal ikke hælde for hurtigt, da man her kan risikere at få gærrester med i øllet. Det er næsten som at hælde honningkagedej direkte ud af flasken.

Duft
My Honningkage dufter af ingefær, kanel, kardemomme, kandis og cognac. Det er en voldsomt behagelig duft, der også kilder lidt i næsen.
Smag
My Honningkage har en fed og fyldig mundfylde. Der er næsten ingen kulsyre at spore i øllen og det gør mig intet.
Øllen smager som en honningkage, hvor smagen af sirup, kardemomme, kanel og ingefær dukker op. Og samtidig spiller øltypen Barleywine med musklerne og bringer sød finsk lakrids, ristet og karamelliseret bygmalt frem i smagen.
Eftersmagen er sød og krydret, men samtidig har øllen lidt bitterhed der gør den nem at drikke.
Konklusion
Trods en brun og grumset farve, så er det en virkelig lækker øl både at dufte og smage på. Cognacfadet er godt integreret og overdøver på intet tidspunkt resten af My Honningkage Is Bigger Than Yours Cognac Barrel Aged 2019 ingrediensliste.