Øltype: Imperial Stout
Alkohol: 10% vol. (33 cl. dåse)
Forhandler: Bagsværd Vinhandel, 59 kr.
Bedømmelse: 3,75 ud af 5 kapsler.
I aften var aftenen, hvor jeg havde besluttet mig for at anmelde en øl. Jeg gik med raske skridt ud i skuret for at finde denne måneds udkårende. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg ville anmelde Sierre Nevadas Narwhal, en Imperial Stout på 10,2% vol. Men pludseligt fik jeg øje på en øl med gylden hals; Yorkshire Stingo fra engelske Samuel Smith, en English Strong Ale på 8% vol.
Øllen havde jeg fået foræret tilbage i 2017, da jeg var i praktik hos øl-distributøren One Pint. Øllen udløb i oktober 2016, så den havde allerede knapt et år på bagen da jeg fik den. Siden den blev min har den fået lov til at stå og gemme sig, men det kunne godt have været, at jeg skulle have drukket den noget før end fem år senere.
Øllen duftede i og for sig godt nok, sådan lidt af marcipan og ristet malt, men ligeså snart øllen blev hældt i svælget gik det galt. Her opstod en fæld smag af sprit, der simpelthen ikke var til at komme udenom. Derfor røg den da også en tur i vasken, og nu havde jeg lige taget sådan nogle flotte billeder.
Brouwerij Frontaal – Churchill BA Vol. 1 2019, en Imperial Stout på 10% lagret på Heaven Hill bourbonfade.
Udseende
Churchill BA 2019 Vol. 1 kommer i en flot men lidt anonym dåse. Brouwerij Frontaal som er et hollandsk bryggeri, har brygget flere øl i denne serie af fadlagrede øl, og de har alle fade afbilledet på etiketten.
Øllet er tykt og sort, og skummet er brunt og cremet.

Duft
Selv knap to år efter at øllet er tappet, dufter øllen stadig kraftigt af whiskey fra Heaven Hill-fadene. Dog overskygges duften ikke kun af bourbon, men også en duft af mørk chokolade, kaffe, karamel og kokos dukker op.
Smag
Mundfylden er fyldig og cremet. Den ligger sig tungt på tungen og klistrer let til ganen og læberne. Fornemmelsen af alkohol og bourbon er ligeledes kraftig i smagen, den niver lidt i tungen og river lidt i ganen. Jeg sidder tilbage med en smag af intens mørk chokolade og alkoholen fra bourbonfadene. Eftersmagen er godt ristet men også lidt for spids.

Konklusion
Churchill BA 2019 Vol. 1 kunne sagtens have stået et par år endnu, og jeg håber så at den vil blive mere afrundet i sit udtryk. Knapt så meget sprit og mere sødme. Lige nu fremstår den en anelse for ubalanceret.