Øltype: Stout
Alkohol: 7,6% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: En del af Natholdets Julekalender 2021 (20/12), sponsoreret af Craft Makers Collective.
Bedømmelse: 3,50 ud af 5 kapsler.
Udseende
Nightcap kommer i en flot dåse med Natholdets farver i blåt og rødt. Øllet er sort, da dette er en Pastry Stout, det er så også det eneste der minder om en Stout. Jeg kunne ligeså godt have skænket mig en cola, for skummet forsvandt omtrent lige så hurtigt. Det synes jeg ikke er videre tiltalende.

Duft
Nightcap er brygget med hele mexikanske vaniljebønner, kokosflager, macadamianødder (der har en smag, der minder om smør) og kakaonibs.
Øllen dufter af kakao, chokolade, vanilje og en snert a kokos. Det er ikke en øl, der frigiver særlig meget aroma.
Smag
Nu forstår jeg bedre, hvorfor skummet forsvandt så hurtigt. Det er rigtig meget kulsyre i øllen, der dog spiller godt op af øllens fede mundfylde. Det er faktisk imponerende, at Åben har givet Nightcap så meget mundfylde, for en øl på bare 7,6% vol. Havren og laktosen giver selvfølgelig et boost til mundfylden, men det er stadig godt gået.
Kakao, chokolade og vanilje findes også i smagen. Det hele ligger godt på tungen, mens eftersmagen bidrager med en god bitterhed og tørrer ud i ganen.

Konklusion
Det kan tydeligvis godt formås, at brygge en Pastry Stout på blot 7,6%. Den behøver altså ikke at ligge omkring de 12%. Og jeg synes heller ikke at savne den høje alkoholprocent.
Men når dette så er sagt, savner jeg mere duft og smag. Jeg savner flere indtryk og nuancer, og det ville alligevel heller ikke gøre mig noget med en Imperial Stout, som der virkelig kan give smæk for skillingen.
3,50 ud 5 kapsler.