Øltype: Grisette
Alkohol: 4,1% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Ølsmageren, del af månedskasse.
Bedømmelse: 3,75 ud af 5 kapsler.
Grisette er i følge Wikiepedia en øltype der stammer fra grænsen mellem Frankrig og Belgien. Her blev der er drevet miner, og minearbejderne drak Grisette i deres middagspause. Grisette er i familie med Saison og Bier de Garde, som primært var lavet til det arbejdende folk i marken. Det er en øltype der stadig brygges i Belgien efter original opskrift, men som også brygges af mikrobryggerier verden over under øltypen Farmhouse Ale.

Denne Grisette købte jeg hos Ølsmageren på Gjøl, som jeg besøgte sammen med familien sidste fredag. Her blev vi mødt med dejlige smagsprøver og godt selskab. Vi købte selvfølgelig også en del øl, heriblandt lidt sponsorøl, og denne øl fra Ølsmagerens Månedskasse bestående af to øl til ca. 110 kr.

Udseende
Piggy er et fransk bryggeri og Arpus er lettisk. Arpus har jeg hørt om, men øl fra Piggy havde jeg aldrig hørt om før mit besøg hos Ølsmageren. Det er faktisk utrolig få øl jeg har drukket fra Frankrig, så måske er landet endelig ved at springe på ølrevolutionen, som har været igang længe på disse kanter.
Etiketten synes jeg er ret rodet, det er lidt svært at finde ud af hvad øllen hedder. Svært at læse øltypen, med mindre læsebrillerne findes frem, og så er teksten på etiketten ikke på engelsk ej heller på Untappd. Men øllen står flot i glasset og skummet er flot hvidt og cremet.
Duft
Collab Piggy X Arpus dufter dejligt af citrus, enebær, græs og hø.
Smag
Kulsyre bobler livligt i munden med en smag citrus, sødme fra hvedemalten og et strejf af humle. Eftersmagen er ekstrem tør, og gør kun at jeg bare har lyst til at hælde hele øllen ned i løgnhalsen.
Konklusion
Hvorom alting er, så dufter og smager øllen godt. Den besidder kun 4,1% vol. og slår derfor ingen af pinden. Det er en dejlig tørstslukker med god sødme og en behagelig tør eftersmag.
1 kommentar