Øltype. Imperial New England India Pale Ale
Alkohol: 8% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Ølsmageren, sponsoreret.
Bedømmelse: 4,50 ud af 5 kapsler.
Først i august var jeg sammen med familien ude og besøg en lille ølbutik beliggende på Gløj. Ølsmageren hedder stedet, og er drevet af Jesper, der i mange år har gået op i øl, og som nu på tredje år har ølbutikken på Gjøl. Du kan læse meget mere om mit besøg her (scroll lidt ned og af siden for at finde indlægget). Tak til Ølsmageren for denne øl til anmeldelse.



Øllen jeg anmelder i aften er en øl fra norske Salikatt Bryggeri og det spanske bryggeri Little Rain Brewing Co. som sammen har brygget Mind Eraser. Ingen af bryggerierne har jeg smagt øl fra før, så her betræder jeg helt ny grund.
Ud fra Little Rains untappd– og Instaprofil virker bryggeriet til at være meget nyt (2022), og scroller man igennem deres udvalg af øl, kan man se at det primært er IPA’er bryggeriet gør sig i. Salikatt har nogle flere år på bagen, og har brygget øl siden 2016 og brygger næsten alle slags øltyper.
Udseende
Mind Erasers etikette er flot udført. Billedet af kraniet der bliver skåret midt over spiller godt op af navnet. Mon jeg kan huske hvad jeg selv hedder efter denne anmeldelse?
Farven på øllet er lige som det skal være, og står gult og uklart i vores nye vinglas fra Spiegelau af serien Authentis. Glasset er virkelig lækkert at drikke af, og kan indeholde 48 cl., og altså også en hel øl.
Duft
Mind Eraser dufter herligt af mango, ananas, fersken og appelsinjuice.
Smag
Mind Eraser smager forrygende godt. En blød og cremet mundfylde breder sig i mundhulen, mens en smag af mango, ananas og appelsiner prikker til mine smagsløg. Hver gang jeg drikker en øl som denne, får jeg følelsen af at sidde med frugtkød mellem tænderne. Det er altså noget af en illusion at trække op af hatten. Bitterheden i eftersmagen holder mig længe i hånden, alt imens alkoholens varme også ledsager mig et godt stykke af vejen.

Konklusion
Med Mind Eraser fra Salikatt og Little Rain i glasset glemmer jeg næsten tid og sted. Jeg kan dog stadigvæk godt huske hvad jeg hedder, selvom alkoholprocenten ligger på 8%. Mind Eraser er en virkelig lækker Imperial New England IPA og får: