Øltype: Rugøl
Alkohol: 11% vol. (33 cl. flaske)
Forhandler: Agoodcase.dk, udsolgt.
Bedømmelse: 4,50 ud af 5 kapsler.
“Brygget for at fejre Herslev Bryghus’ 15 år med håndværk og landskabets råvarer. Brygget på rugmalt og honning, lagret på Stauning Rye Whisky fade. Whisky noterne skærer igennem den krydrede sødme fra rugmalten, og nuancerne fremhæves af honningens blomster og den citrus-agtige bitterhed fra humlerne Cascade og Magnum.”
Sådan beskriver Herslev Bryghus deres Jubilæums Rugøl 2019. En øl som bliver spændende at smage, da rugøl ej ses særlig tit herhjemme.
Det er første gang jeg anmelder en øl fra Herslev Bryghus, men ikke første gang jeg støder på deres øl. Men kender du ikke til bryggeriet, kan du læse om dem her på deres hjemmeside.
Udseende
Jubilæums Rugøl 2019 har en oplysningsrig etikette, hvor oplysninger som brygger, brygnr. ibu, ebc, ingrediensliste osv er fremhævet. Det er rigtig godt med alle de oplysninger, jo flere jo bedre. Det eneste jeg mangler er en best before, og den er egentlig ret vigtigt.
Øllet ligger lige på grænsen til at blive grumset, men står dog flot i glasset med en mahognifarve og et vigende skum.





Duft
Efter et kvarters tid i glasset, begynder øllen at åbne op for aromaen. Helt kold afgiver øllet ingen indtryk, og fremstår en anelse unuanceret. Men nu dufter øllet behageligt af honning, rugmalt, karamel, kokos, humle og alkohol.
Smag
Duften starter mit mundvand, og jeg tager en tår, der bringer smagen af karamel, humle, citrusnoter, ristet rugmalt, bitre kaffenoter og flødekarameller med sig. Øllet føles livligt i mundhulen med en kulsyre der leger med øllens ret bitre og tørre eftersmag. Jubilæums Rugøl 2019 har en alkoholstyrke på 11%, men dette mærkes knapt nok, kun som en varmende faktor der bevæger sig ned gennem svælget.
Konklusion
Jubilæums Rugøl 2019 er et behageligt bekendtskab. En øl der skal skænkes i dit bedste ølglas, og sippes nænsomt af mens den varmes op og åbner sig op for dig.