I denne klumme vil jeg fortælle om mine oplevelser med To Øl Beer Club, som jeg har holdt i 10 måneder.
Tilbage i marts 2022 blev jeg medlem af To Øl Beer Club, et ølabonnement bestående af en seks øl udvalgt af To Øl til 179 kr. eks. fragt. Øllene bliver sendt ud hver måned, man kan også via To Øls medlemsside, selv vælge hvor ofte man vil have sendt øl ud.
Siden marts 2022 har jeg været med hver måned, og generelt været glad for udvalget af øl. På billederne herunder ses månederne, hvor jeg har været med, med undtagelse af maj, hvor jeg ikke fik taget et billede.









Jeg har været glad for at være en del af To Øl Beer Club. Glad for hver måned, at modtage friske øl lige til døren. Glad hver måned for, at smage på nye øl, som jeg nødvendigvis ikke ville komme til at smage.
Da jeg startede mit abonnement, kostede en kasse eks. fragt 149 kr. og nu koster en kasse 179,-. Hvilket stadig er en fair pris for så friske øl, som man får som medlem af To Øl Beer Club. Der går ikke mere end 4-7 dage i den nye måned før kassen er dig i hænde, og derfra er det bare at sætte øllene på køl. Selve kassen som øllene kommer i er ligeledes lækkert udført, og passer perfekt til seks dåser af 44 cl. størrelsen.
Øllene i kassen varierer, hvor nogle er brygget eksklusivt til klubben, mens andre kan købes i supermarkederne. Ift. øltyper ses oftest IPA’er og Pale Ales, dertil tilføjes forskellige Sour Ales, Stouts, Pilsnere og Brown Ales.

To Øl har forsøgt at ramme forskellige højtider som f.eks. jul med deres novemberkasse med en række forskellige juleøl i. Eller septemberkassen med Pilsner og Helles til Oktoberfest, og med ovenstående GIF ses septemberkassen.
Man kan sagtens fornemme at de hos To Øl eksperimenterer med opskrifterne. Senest set i decemberkassen med en Quadruple IPA på 13% eller Gelateria Gelato Summer Gose der var at finde i junikassen. En øl der smager af italiensk flødeis (gelato) og kirsebær.
Men, og der findes også et men, for flere abonnenter har følt sig snydt/skuffede over kassernes indhold. At indholdet i kassen ikke er eksklusivt nok, og man ligeså godt kan købe øllene i supermarkedet. Og hvis man har været abonnent længe nok kunne man opleve gengangere i kasserne.


Jeg har ikke oplevet gengangere, men vil godt tilslutte mig koret af dem der mener, at indholdet ikke er eksklusivt nok. Det er lidt træls at få en øl, der kan købes i den lokale Meny, og måske endda også på tilbud.
Men noget skal To Øl jo putte i kassen for at holde prisen nede, og det man får i kassen kan næsten ikke gøres billigere, og ej heller så friskt. For øllene kommer direkte fra tappelinjen og ned i kasserne.
For ja, måske kan man købe nogle af de samme øl i supermarkedet, men supermarkedsøllene er langt fra ligeså friske, og nogle er sågar gået på dato, men de får alligevel lov til at stå og samle støv.
Og når du joiner To Øl Beer Club, kan du også blive medlem af To Øl Beer Club: Member Lounge på Facebook. Her findes ca. 2000 medlemmer, der kan poste og snakke om deres oplevelser med øllene. To Øl har gode administratorer, der styrer Facebook-siden godt. Man føler sig velkommen på deres side.
Men nu står jeg af ræset, da det bliver en anelse for ensformigt. Jeg elsker To Øl og deres ølklub, men jeg skal nu prøve noget nyt.
Tak for de sidste 10 måneder, hvor jeg har været meget tilfreds med udvalget og alle de friske øl. Jeg har glædet mig hver måned, og i den grad følt mig underholdt.
PS. To Øl ved godt, at den har været gal et stykke tid. Derfor ruller To Øl Beer Club et nyt koncept ud pr. 1/2. 2+2+2 hedder konceptet og består af to gæstebryg, to core range øl og to helt nye øl. Prisen forbliver den samme. En smart retning for To Øl at gå, da der her er klare rammer for hvad man kan forvente af To Øl Beer Club.
Jeg holder mig stadig på sidelinjen for at følge med i udviklingen, men mon ikke jeg igen hopper på en dag.
1 kommentar