Øltype: Barley Wine
Alkohol: 15,5% vol. (37,5 cl. flaske)
Forhandler: Sponsoreret af Ølsmageren fra Gjøl i anledning af min ølanmeldelse nr. 1000.
Bedømmelse: 5 ud af 5 kapsler.
Så oprandt dagen.
Ølanmeldelse nr. 1000 er i hus.
D. 15. januar spurgte jeg jer, mine følgere, hvilken øl jeg skulle anmelde som nr. 1000. Her var Jesper, Ølsmageren fra Gjøl ikke sen til at skrive, at jeg bare skulle komme ud til ham, så skulle han nok finde noget godt.
Det må jeg sandelig sige at han gjorde.
For Jesper havde fundet Wendigo (Batch 2) fra Anchorage Brewing Company.

Anchorage Brewing Company kommer fra Alaska, USA og har brygget øl siden 2011. Bryggeriet er kendt for at brygge vildtgærede øl, samt vilde, sorte, tunge og hypede øl på alskens fade. De sidste par år, har Anchorage opnået ekstrem hype og anerkendelse med deres fadlagrede øl — især med øllen Blessed, som ligger på 4,74 på Untappd.
Helt ekstraordinært ramte en stribe af Anchorages øl de danske kyster – importeret via øldistributøren Drikkeriget. Jesper bestilte seks sæt af tre øl, og man kunne købe en flaske for 500 kr. eller et sæt for 1350 kr.

Jaguar God (15,5%) Blend mellem American Strong Ale, Barley Wine, Imperial Stout
Wendigo (Batch 2) (15,5%) Barleywine

Jaguar God (15,5%) Blend mellem American Strong Ale, Barley Wine, Imperial Stout
Wendigo (Batch 2) (15,5%) Barleywine
Og med ølanmeldelse nr. 1000, smagte vi på Wendigo (Batch 2). Øllen har ligget på Heaven Hill bourbonfade x-antal måneder, og sidenhen ligget på Woodford Reserve Double Oaked bourbonfade. En sort Barley Wine med en Untappd karakter på 4,48.
Udseende
Fantastisk flot illustration på etiketten, og flot og lækker voks på flasken, som Jesper også fik æren af at skære af.
Sort er flaskens indhold. Det er smukt. Øllet laver lange gardiner i glasset, skummet er brunt og cremet.
Duft
Wendigo Batch 2 dufter af kokos, chokolade, ristet malt, bourbon, egetræ, farin, karamel og alkohol. Især alkoholen brænder alt ned på sin vej — den ligger på vilde 15,5%. Det er vidunderligt at stikke næsen i øllet, en meget stor oplevelse. Nu skal den smages.
Smag
Det er en smagseksplosion der møder mine smagsløg. Øllet har stor fyldighed i mundfylden, det er voldsomt behageligt at smage på øllen.
Det føles næsten som at drikke en Imperial Stout, med den store sødme som øllen byder på, men det er ren og skær Barley Wine vi har i glasset. Øllen er ekstremt koncentreret og kraftig.
Wendigo (Batch 2) smager af chokolade, ristet malt, farin, karamel og voldsomme bourbonfade.

Eftersmagen er bitter, ristet og balanceret. Det er vildt godt skruet sammen. Øllet kan mærkes i hele kroppen, en stor og berusende fornemmelse. Vi er alle som én benovet over øllens vilde karakter og kvaliteter.
Konklusion
Ølanmeldelse nr. 1000, prøv lige at smage på det. Anchorage Brewing – Wendigo (Batch 2) prøv også lige at smage på det. Det gør jeg i hvert faldt og jeg synes det er vildt og voldsomt. Alt går op i en højere enhed.
Wendigo (Batch 2) er en Barley Wine der sparker benene væk under mig, og indfrier alle mine forventninger til denne fuldstændige fantastiske øl.
Det er vildt endelige at være i mål med min nedtælling, men I skal ikke tro, at I slipper for mig. Mon ikke der er flere ølanmeldelser og øloplevelser i støbeskeen, jo det tror jeg nok der er.
Tak for øllen Jesper, det var virkelige fedt. Jeg glæder mig til endnu flere smagninger i selskab med dig.