Øltype: Røgøl
Alkohol: 5,7% vol. (44 cl dåse)
Forhandler: Sponsoreret af Ølsmageren fra Gjøl
Bedømmelse: 3,75 ud af 5 kapsler.
Tak til Ølsmageren fra Gjøl for denne røgøl brygget af Blech.Brut fra Bambergen, Tyskland.
I Bambergen er de kendt for deres røgøl. Bedst kendt er bryggeriet Schlenkerla, der brygger legendariske røgøl.
Blech.Brut startede i 2018 med bryggeren Benedikt Steger bag roret.
Undrer du dig også over navnet ligesom jeg, så kommer her en forklaring:
- Blech (tysk): Betyder “blik”, “metalplade” eller “dåse”. Navnet refererer til, at øllet sælges på dåse. Brut (fransk/tysk): Bruges ofte om øl eller champagne, der er meget tørt (lavt indhold af restsukker). Kort sagt: Navnet spiller på “tør øl på dåse”.
Det viser sig at Blech.Brut består af to grene: Blech.Brut og Blech.Brut 8 Bit.
Blech.Brut brygger primært IPAer i alle afskygninger og følger tidens trends og Blech.Brut 8 Bit brygger de klassiske øltyper, som netop røgøl, lager, bock og kellerbier.
Udseende
Med navnet No Crown. No King sidder en treøjet slimklat på toilet og rækker tunge. Øllet er gult og grumset, og den hvide skumkrone står flot på toppen.


Duft
No Crown. No King dufter af røgmalt, men hverken på den der bålagtige måde, hvor dine øjne svier, eller af en meget intens spegepølse. Den er faktisk ganske behagelig, da der også er noget humle at spore i aromaen.
Smag
No Crown. No King har en let blød mundfylde. Den udtørrer ganen let med sin bitterhed og røgede smag. Samtidig mødes man med en smag af citrusfrugter og lette noter af harpiks. Eftersmagen er ganske tør, og man bliver nødt til at tage endnu en tår.
Konklusion
No Crown. No King er en letdrikkelige røgøl, der hverken flår eller kradser når den drikkes. Det er en god begynder-røgøl, der balancerer godt mellem den røgede malt og humlens bitterhed.

Skriv en kommentar