I denne artikel forsøger jeg, at komme med et bud på hvad craft beer er. For at kunne forklare dette kommer jeg omkring; hvad craft beer er, hvordan det hele startede, hvilke trends der er i ølverdenen ligenu og hvilke udfordringer bryggerierne står overfor.
Hvad er craft beer?
På dansk har vi ikke nogen oversættelse for craft beer, men vi kan kigge på ordene craft og beer.
Craft oversættes til håndværk, og beer, ja det oversættes til øl. Hvis vi slår de to ord sammen, så har vi håndsværksøl. Det samme gælder for craft brewery og craft brew: håndværksbryggeri og håndværksbryg.
Den danske ølrevolution
Hvad er håndværksøl så? For at finde ud af dette, skal vi kigge lidt på den danske ølrevolution.
Den danske ølrevolution startede i årene 2001-2002, hvor der kunne mærkes en betydelig fremgang i antallet af nye hjemmebryggere.
I 2003 ses de første håndværksøl på markedet, hjemmebryggerne er blevet til håndværksbryggere og kan nu udgive deres nye øl på et jomfrueligt marked. På det tidspunkt var udvalget af håndværksøl, ikke nær så omfattende som det er i dag.
Det er blandt andet Svaneke Bryghus og Brøckhouse, der starter op i disse år, og som for alvor kommer til at oplære danskerne i hvad godt øl er.
Brøckhouse, der gik konkurs i 2009, bryggede og udgav den første danske American IPA. Svaneke Bryghus bryggede og brygger stadig de klassiske øltyper med et twist – Svaneke Classic, Brown Ale og Pilsner. Man kunne lige pludselig finde alternativer til de store bryggerikoncerners udvalg af standardiseret øl.
Antallet af håndværksbryggerier stiger stødt og i 2016 har Danmark 187 håndværksbryggerier, og hele 1.424 nye øl blev brygget det år. Danske håndværksbryggerier producerer håndværksøl af høj kvalitet, og ølinteresserede valfarter til Danmark for at smage det gode øl – vi har skabt ølturisme.
Det eksperimenterende håndværksøl og tidens trends
De seneste 3-4 år har man i ølverden set en tendens til, at håndværksbryggerierne i høj grad eksperimenterer med øllet. Fadlagring og ekstra smagsgivere er især sværvægterne i disse eksperimenterende tider.
Mange øltyper kan lagres på fade, og de primære øltyper, der bedst egner sig til dette, er de mørke og sorte ales eller det sure øl.
Innis & Gunn har i samarbejde med Tullamore D.E.W.® brygget stouten Kindred Spirits (link til øllen) på 6,1%. Øllen har ligget på Tullamores whiskeyfade, hvor fadlagringen giver øllen et fadpræg af irisk whiskey og noter af chokolade og vanilje.
Fadlagring er ikke et nyt tiltage, det er blevet praktiseret i mange år. Samuel Smith lagrer deres Yorkshire Stingo på egetræsfade, som har været brugt til denne øl i mere end et århundrede. Du kan læse mere og fadlagring og lagring af øl i et senere blogindlæg.
Øl bliver brygget af vand, malt, humle og gær. Fire ingredienser der i sig selv kan blive til en helt fantastisk øl. Vand, malt, humle og gær er dog ikke det eneste en øl kan brygges med. Man kan også tilsætte smagsgivere i form af: bær, urter, blomster (hyldeblomst), honning, lakrids, chili, kaffe, chokolade, kakao, skumfiduser, vanilje, ahornsirup, granskud, grøntsager, frugter, laktose (mælkepulver) osv. kun fantasien sætter grænser.
Håndværksbryggerier der med succes har tilsat smagsgivere, er f.eks. Ørbæk med deres Fynsk Forår, hvor de har tilsat hyldeblomst til øllet. Eller Midtfyns Bryghus der har brygget en chili-øl i samarbejde med Chili Klaus. Amerikanske Rogue Ales har ligeledes haft held med ekstra smagsgiver i deres øl, som Cold Brew IPA, en IPA brygget med kold kaffe eller Sierra Nevada med deres Sidecar, en Pale Ale brygget med appelsinskal. Samuel Smith har med deres serie af organiske øl tilsat frugt: jordbær, kirsebær, hindbær og fersken.
Øl og amerikanerne
De amerikanske håndværksbryggere har altid været et skridt foran. Da deres ølrevolution startede i midt 90’erne, startede den danske først i starten af det nye årtusinde.
Amerikanerne har været innovative og eksperimenterende, og har opfundet den meget hypede og trendy New England IPA. En øltype brygget med store mængder humle, men en øltype med en lav og aromatisk humlesmag. En øltype europæerne også har taget til sig, hvilket kan smages i Lervig – Tasty Juice eller Perler For Svin.
I USA ser vi desværre også en lidt kedelig tendens, da store bryggerikoncerner, som AB-InBev og SABMiller, opkøber mindre håndværksbryggerier, der før var uafhængige.
Folk er bange for konsekvenserne, og at de opkøbte håndværksbryggerier ikke leverer samme kvalitet, som de gjorde før opkøbte. Frygten for at de store bryggerikoncerner har for meget, at skulle have sagt, og det bliver til kvantitet fremfor kvalitet.
Derfor udspringer der sig en modbevægelse mod overmagten, og Brewers Association (den amerikanske pendant til Danske Ølentusiaster) har udarbejdet et mærkat til håndværksbryggerier, der vil være uafhængige.
Vi har ikke set denne udvikling herhjemme endnu, men de danske håndværksbryggerier er begyndt at ruste sig mod mulige opkøb, og har derfor oprettet manifestet Det Frie Øl.
Den gode historie
Vi slutter denne fortælling hjemme i vores egen lille andedam, og apropos fortælling så handler håndværksøl også om den gode historie. Den gode historie om øllet, bryggeriet og de råvarer der bruges.
Ørbæk Bryggeri fortæller historien om et bryggeri, der blev grundlagt i 1906 af familien Madsen i byen Ørbæk og bryggede den første stakitøl. I dag er bryggeriet ejet af Niels og Nicolai Rømer, der nu udelukkende brygger økologiske øl og sodavand til det danske marked.
De sociale medier spiller en stor rolle i fortællingen om det gode øl. De digitale medierne tillader en samhørighed mellem håndværksbryggerierne og deres følgere. Derfor bruges der heller ikke nævneværdig mange penge på markedsføring, da historien om det gode øl spredes fra mund til mund, og hjem til dig og dit køleskab.
Inspirerende artikler
For at skrive denne klumme, har jeg læst en hel del artikler, som virkelig har været nyttige. Så hvis du gerne vil læse mere kan du finde dem her:
“Craft” Beer Is Dead in 2018. So What Is “Independent” Beer Worth to You? – pastemagazine.com
What is Craft Beer – craftbeer.com
A Working Definition of Craft Beer – thespruce.com
En definition på craft beer – durst.nu
Brewers Association
Det Fri Øl – manifest