Her kommer en liste over de mest almindelige øltyper. Ordene er lånt fra den fremragende bog, Mikkellers bog om øl, som vi også har skrevet en anmeldelse af. Den kan læses her. Under hver beskrivelse kan du trykke på overskiften, for at tilgå mine anmeldelser af den pågældende øltype.
Lyse/milde øltyper
Pilsner
Pilsner er den mest velkendte og udbredte øltype i verden. Den blev første gang brygget af den tyskfødte brygger Josef Groll i 1842 i byen Plezen (Pilsen) i det vestlige Tjekkiet. Groll var inspireret af en bayersk brygmetode, hvor øllet af hygiejniske årsager blev modnet og opbevaret i kældre og derfor brygget med gær, der virkede ved lave temperaturer. Gæren lagde sig på bunden af gæringstanken og blev følgelig kaldt undergær.
Weissbier
Weissbier stammer fra Tyskland og indeholder en stor portion lys hvedemalt (omkring 60%) i forhold til byg. Hvede indeholder mange proteiner, der bidrager til et fyldigt skum og giver øllet et karakteristisk uklart udseende. Weissbier bærer desuden præg af såkaldte estere og fenoler; aromastoffer, som udvikles under gæring og giver weissbieren dens bananagtige noter. Ligger som regel på 4 til 6% abv (alcohol by volume).
Witbier
Witbier er ligesom en weissbier brygget med store mængder lys hvede, men har sin oprindelse i Belgien. I modsætning til weissbier er witbier brygget med umaltet hvede, hvilket giver øltypen et lysere, næsten tåget udseende.
Witbier er en efterkommer af belgisk middelalderbryg, der blev produceret uden humle. For at konservere og krydre øllet anvendte bryggere i stedet for humle det såkaldte gruit – en blanding af krydderier og planter. En moderne witbier er tilsat koriander og tørret appelsinskal, der føjer en karakteristisk friskhed og krydret smag til øllet. I Danmark er Witibier bedre kendt som hvedeøl, og den fik i belgiske Hoegaardens version lidt af et gennembrud på danske cafeer og barer i starten af 2000-tallet. Ligger som regel på 4 til 7% abv.
Saison
Saison’ er fransk og betyder årstider. Betegnelsen henviser til øl, der oprindeligt blev brygget i vinterhalvåret på gårdene i den fransktalende del af Belgien, Vallonien, og drukket af bønderne i markederne om sommeren. Moderne saison gæres ved meget høj temperatur, hvilket skaber mange smagsnuancer i øllet. Saison-øl er lyse og krydrede med omkring 5 til 8% abv. I USA har den rustikke ølstil fået en renæssance i form af de såkaldte Farmhouse Ales.
Røg øl / Smoke beer
Smoke beer er øl tilsat røget malt, som trænger igennem øllet. En hvilken som helst øltype brygget med røget malt over åben ild kaldes en røg øl. Historisk set blev al malt røget over åben ild, da man ikke havde andre metoder til tørring, men efter den industrielle revolution fik bryggerne nye metoder at varmebehandle med. Det satte generelt en stopper for den røgede øltype, selvom røgøl dog fortsat blev brygget visse steder, især i Bamberg i Tyskland, der er særlig kendt for sin rauchbier, Aacht Schlenkerla. En moderne smoke beer kan brygges med forskellige variationer af røgmalt.
Session
Efter en årrække med fokus på ekstremt stærke og fadlagrede øl er mikrobryggere verden over begyndt at gå i den anden retning og eksperimenterer med øl med relativ lav alkoholprocent. En session-øl er karakteriseret ved en alkoholprocent på højst 5% abv og et afbalanceret forhold mellem humle og malt, der gør den let drikkelig. Man kan altså nyde flere i træk, uden at smagsløgene bliver bombarderet, eller man ender under bordet.
Bitre øltyper
Pale Ale
Pale Ale har sin oplevelse i England i starten af 1700- tallet, hvor den var et statussymbol for det pænere borgerskab i modsætning til den mørkere brown ale, der var for proletariatet. Øltypen har fået sit navn, fordi den er brygget med pale ale-malt; en malttype, der tørres ved relativt lave temperaturer og derfor får en ret lys farve. Pale ale er ikke mørkere end en pilsner og varierer i farven fra gylden til gyldenbrun. Moderne pale ales er udviklet i USA gennem 70’erne og 80’erne og er karakteriseret ved deres bitterhed og de markante citrusnoter, som stammer fra de amerikanske humlesorter. Ligger som regel på 4 til 6% abv.
India Pale Ale (IPA)
I følge en efterhånden velkendt vandrehistorie om IPA’ens oprindelse var det den bristiske brygger George Hodgson der opfandt denne øltype i slutningen af 1700-tallet. Han skulle med skib fragte et bryg til de britiske kolonier i Indien, og for at øllet bedre skulle kunne klare den lange rejse, tilsatte han ekstra humle og øgede alkoholprocenten. Samtidig lagrede han det på egetræsfade, hvilket eftersigende betød, at øllet udviklede en helt særlig kompleksitet og bitterhed, der gjorde den yderst populær. IPA’en blev senere ligesom pale ale’en videreudviklet af bryggere på den amerikanske vestkyst, hvor den fik sin karakteristiske bitterhed og frugtagtige duft fra den amerikanske humle. En IPA er som regel lidt mørkere end en pale ale – fra mørk gylden til ravrød med 6 til 8% abv.
En variation af IPA’en er en imperial IPA (IIPA) eller en double IPA, der betegner en IPA med højere alkoholprocent og mere humle. Hvis man nøjes med at tilsætte en enkelt humletype til en øl, kaldes den en single hop IPA.
Brown Ale
Brown ales blev i 1700-tallets Storbritannien brugt som en generel betegnelse for øl, der var brygget med brun malt og farve derefter. I 1900-tallet fik store bryggerier som Scottish & Newcastle og Whitbread succes med deres versioner af brown ales. Den brune øl blev ligesom en del andre øltyper af engelsk oprindelse viderefortolket af amerikanske bryggere i 80’erne i en stærkere, mere humlet version. Amerikanske brown ales har som regel karamel- og chokoladenoter fra den ristede malt. De er moderat bitre med en alkoholprocent på omkring 3 til 7% abv.
Mørke øltyper
Stout / Porter
I øllets verden hersker der stor uenighed om forskellen på en porter og en stout. Ordet porter stammer fra det engelske ord havnearbejder. Det skyldes, at den første gang blev brygget som en mere nærende øl til de hårdtarbejdende mænd på havnen i 1800-tallets England. Ordet stout, derimod, betyder “robust”, eller “solid” og blev senere hen brugt om en stærkere porter. Uanset hvad man kalder den, er denne mørke øltype ofte karakteriseret af en fyldig, blød smag med kaffe-, chokolade-, eller nøddenoter fra den mørkristede malt eller byg. Den varierer i alkoholstyrke fra 4 til 8% abb, og bitteheden er som regel moderat. Inden for stout-kategorien findes desuden variationer som dry stout – den irske udgave (eksempelvis Guinness), der på trods af den mørke farve er karakteriseret ved at være forfriskende og let med en lav alkoholprocent på 3 til 5% abv. En anden variation er milk stout, der bliver tilsat laktose (mælkesukker) under gæringen.
Imperial Stout
Betegnelsen “imperial stout” eller “Russian imperial stout” blev oprindeligt brugt om den stout, briterne eksporterede til det russiske hof i 1800-tallet. For at konservere øllet på den lange skibsrejse blev det brygget med højere alkoholprocent. I moderne imperial stouts bliver det høje alkoholindhold balanceret ved at forstærke bitterheden, sødmen eller begge dele. Imperial stouts er altid mørke med høj alkoholstyrke fra omkring 9 og helt op til 18% abv. Inden for de seneste tre år har frysedestillering af stærke øl vundet frem og har tilmed muliggjort øl på over 50% abv.
Sure øltyper
Lambic
Lambic er en spontangæret øltype, der ikke tilsættes gær, men eksponeres for bakterier og vildgærsporer fra luften, som sætter gæringen i gang. Denne gæringsmetode giver lambicen en karakteristisk syrlig og vinøs smag, der især er præget af gærtypen brettanomyces. Brettanomyces beskrives oftest som en svampet, stald- eller læderagtig smag, der kan være lige så uønsket i andre øltyper og traditionelle vine, som den er eftertragtet i lambicen. Den har sin oprindelse i Pajottenland i Belgien, hvor luften efter sigende har en helt særlig sammensætning af mikroorganismer. De seneste år er bryggere dog også begyndt at eksperimentere med spontangæret øl andre steder i verden. En variation af lambic er gueuze, som er blanding af korttidslagret og langtidlagret lambic. Lambic tilsættes ofte frugt og tager i det tilfælde navn efter den pågældende frugt. Kriek (kirsebær) og framboise (hindbær) er mest almindelige versioner.
Sour ale
En sour ale er, som navnet antyder, syrlig som en lambic, men i modsætning til lambicen er den gæret med en traditionel alegær og bliver først efterfølgende tilsat en blanding af mælkesyrebakterier og vildgær. En underkategori af sour ales er wild ales, der ofte er lysere og får tilsat brettanomyces. Wild ales er i modsætningen til sour ales ikke nødvendigvis sure.
Berliner weisse
Berliner weisse stammer, som navnet afslører, fra Berlin. Den har sin oprindelse helt tilbage i 1600-tallet og var ved slutningen af 1800-tallet den mest populære alkoholiske drik i den tyske by. En moderne berliner weisse har en lav abv – omkring 3% – og bliver under brygningen udsat for mælkesyrerbakterier, der den en syrlig karakter.
I Berlin bliver øltypen ofte serveret med et lille bæger grøn Waldmeister-sirup eller hindbærsirup, der hældes i, før den drikkes.
Barley wine
En barley wine er først og fremmest karakteriseret ved sit høje alkoholindhold, der i styrke nærmer sig vin. Efter sigende har den stærke øl sin oprindelse i Storbritannien under Napoleonskrigene, hvor de britiske gentlemen fandt det upatriotisk at drikke fransk vin og derfor fandt et alternativ i de stærke øl. Andre kilder beretter dog, at det stærke øl kun blev en erstatning for vinen, fordi vinimporten stoppede. Barley wine har omkring 8 til 12% abv, er oftest mørk gylden eller rødlig og har et fyldigt og meget sødt, vinøst præg, der kan minde om portvin eller dessertvin. Den er ofte fadlagret.
Dubbel, Tripel, Quadrupel
Der er en del forskellige udlægninger i øllets verden om, hvad navnene dubbel, tripel og quardrupel henviser til. Den mest udbredte er, at trioen, der stammer fra den flamsktalende del af Belgien og Holland, oprindeligt blev navngivet ud fra, hvor mange tønder malt der blev brugt til brygningen. Jo flere tønder malt, jo højere alkoholprocent. Derfor er en hovedregel i dag stadig, at en tripel er stærkere end en dubbel og en quardrupel stærkere end en tripel.
Den rødbrune dubbel eller double er en af trappistklostrenes mest populære øltyper og er med sin tørre sømde og sine frugternoter også en af de lettest genkendelige. Dubbel, som vi kender den i dag, blev defineret af bryggeren Henrik Verlinden på bryggeriet Westmalle i 1926 og har en alkoholprocent på 6,5 til 8% abv.
Tripel er i modsætningen til dubbel lys, lidt som en uklar pilsner, men med en højere alkoholprocent på omkring 8 til 10% abv. Den har desuden et komplekst, let krydret præg fra estere og fenoler. Tripel er ligesom dubbel knyttet til den belgiske trappistbryggeri Westmalle, hvor øltypen i 1956 blev navngivet. Den opstod allerede i 1930’erne.
Quardrupel er med sin høje alkoholprocent på 9 til 14% abv kongen af den belgiske ølfamilie. Den er karakteriseret ved sin dybe ravrøde farve og noter af tørret frugt som figner, svesker og rosiner. En af verdens mest omtalte øl er en quardrupel, nemlig, Westvlerteren 12, der bliver brygget af munkene på klosteret Sint Sixtus i Westvlerteren. Den er adskillige gange blevet kåret som verdens bedste og ligger fast på top fem på Ratebeer.com. Den har et nærmest mytisk ry blandt ølnørder – blandt andet på grund af munkenes antikommercielle salgsmetoder, der betyder, at øllen kun kan købes direkte ved klosterporten.
Rookiebeers 