Det stod med det samme klart, at jeg måtte erhverve mig denne bog, da jeg først hørte rygter om dens kommende eksistens. Som fan af Mikkellers kreative og udfordrende bryg gennem længere tid, var jeg næsten overbevist om at en bog om øl fra dette bryggeris hånd, ville være et gennemarbejdet produkt. Præcis ligesom deres øl altid er det!
Det første der møder øjet når man betragter MIKKELLERS BOG OM ØL, er en af de efterhånden velkendte illustrationer fra Keith Shores hånd, som også pryder samtlige af Mikkellers øl-etiketter. Bogen er holdt i et relativt kompakt format, har en rigtig lækker kvalitet og virker gennemarbejdet.
Bogen er primært skrevet af Pernille Pang, som er gift med Mikkel Borg Bjergsø (hovedmanden bag Mikkeller-brandet). Der lægges dog ud med en personlig historie af Mikkels egen hånd, som beskriver hans vej ind i øllets fagre verden. Derefter forsættes der med en historisk gennemgang af øllets oprindelse, som ender med øl-revolutionen i 90’erne.
Det næste man støder på i denne bog om øl, er et relativt klassisk afsnit for de fleste øl-bøger, nemlig afsnittet om de forskellige øl-stilarter. Her er der dog krydret med ”Mikkels noter”, hvor Mikkels personlige holdning til de enkelte øl fremtræder. Det fungerer rigtigt godt, og virker meget forfriskende i et afsnit der ellers kunne have fremstået en anelse trivielt.
“Mikkels noter”
Det næste kapitel i bogen omhandler hvordan man smager på sin øl. Dette afsnit fremstår en anelse uinteressant, men er sandsynligvis ganske fint at have med, for de helt grønne øl-novicer.
Indimellem bliver bogens progression afbrudt af et såkaldt ”intermezzo”, hvor historien bag en række specielt udvalgte øl fra Mikkeller gennemgås. Man kan fx læse historien om Årh Hvad?! som er en hyldest til Mikkels ynglingsøl: trappist-øllen Orval.
INTERMEZZO BAG OM ØLLET
Efter at være nået knapt halvvejs i bogen, når man til kapitlet ”BRYG DIN EGEN ØL”, hvilket umiddelbart kan virke som en anelse intimiderende opfordring efter blot 100 siders øl-undervisning. Men Mikkel mener det alvorligt. Her gives der en udførlig guide til hvordan man starter ud som hjemmebrygger, med relativt få midler. Modsat andre øl-bøger udlægges brygningen her ikke som noget der skal foregå på et bryggeri, og det er ret befriende for en øl-novice med håndbrygnings-ambitioner.
I tillæg til en generel introduktion til brygger-kunsten, bliver man som indehaver af denne bog også begavet med flere opskrifter fra Mikkellers efterhånden enorme repertoire af øl. Som fx den famøse Beer Geek Breakfast, som var med til at kickstarte Mikkellers succes.
Dommen
For en Mikkeller-fanboy og spirende hjemmebrygger er MIKKELLERS BOG OM ØL et helt klart ”must-have”. Jeg har først lige erhvervet mig bogen, men jeg har allerede læst relativt meget i den. Den er både velskrevet, flot illustreret og original. Afsnittet om hjemmebrygning fylder op i mod halvdelen af bogen, hvilket er lidt af et særsyn for denne type introducerende bøger om øl. Det kan dermed mærkes at det er en af verdens førende mikrobryggere som er forfatter til netop denne øl-bog, og man fornemmer at alle rådene og anvisningerne kommer fra en mand der ved hvad han snakker om.
Hvis man ikke har ambitioner om at gå i gang med at brygge selv, vil man måske synes, at det er ærgerligt, at en stor del af bogen er dedikeret til dette. Dog vil man stadig kunne finde stor glæde i resten af bogens afsnit, især hvis man interessererer sig for Mikkeller som bryggeri også.
For denne øl-novice er denne bog dog intet mindre end perfekt. Både som generelt interesseret i det nuværende mest succesfulde, danske mikrobryggeri og som spirende hjemmebrygger, spiller denne øl-bog på alle mine tangenter!