Øltype: Imperial Stout – Milk
Alkohol: 10,0% vol. (50 cl. flaske)
Forhandler: Fanø Bryghus, sponsoreret. Kan købes hos Ølhandleren.
Bedømmelse: 3,50 ud af 5 kapsler.
Tak til Fanø Bryghus for at sponsorere mig tre af deres øl. Tilbage i januar modtog jeg: Gorm The Old – Imperial Chocolate Stout, Three Graces – Belgian Tripel og Full Danish Breakfast – Oatmeal Stout.

Udseende
Gorm The Old står utrolig flot i glasset. Øllet er sort og skummet er brunt, tykt og cremet. Skummet bliver liggende længe på øllets overflade.
Duft
Øllet dufter sødt af chokolade, og en snert af kaffe med fløde og sukker. Gorm The Old er brygget med laktose (mælkepulver), det kan jeg rent faktisk dufte. Meget mere aroma har øllen ikke.

Smag
Det er først når jeg dykker ned i øllen, at Gorm The Old virkelig viser sine sande kvaliteter.
Øllen har en utrolig fed og fyldig mundfylde. Øllet klæber sig til tungen, ganen og tænderne. Den slipper ikke sådan lige sit tag.
Hvad smager Gorm The Old så af? Den smager af mælkechokolade, vanilje og brændt malt. Eftersmagen har en anelse bitterhed. Jeg må dog sige, at jeg imponereret over, hvor godt øllen gemmer på sine 10%.

Konklusion
Gorm The Old er sød med sød på. Det er som et stykke intens chokoladekage, som man kun skal have et stykke af. Øllen kommer i en 50 cl. flaske, hvilket jeg måske synes er lige rigeligt. 33 cl. ville passe bedre til denne meget søde øl.
Jeg savner lidt mere nuance i øllet. Det hele bliver meget sødt, klægt og bitter brændt. Drosle en anelse ned på laktose, kakaonibs og vanilje og lad øllens gode malte vise hvad de kan.
2 kommentarer