Øltype: Barley Wine – engelsk.
Alkohol: 14,8% vol. (33 cl. flaske)
Forhandler: Ølsmageren fra Gjøl, 75 kr.
Bedømmelse: 4,75 ud af 5 kapsler.
For et par år tilbage startede ølbloggeren HopDaddy #barleywember på Instagram. Han syntes der manglede noget varme i denne mørke tid, og kastede sig så over bygvinen aka Barley Wine. Sidenhen er fænomenet vokset, og flere og flere er hoppet med på vognen. Og i år hopper jeg også med på kareten.
I dag kan du læse om O/O Brewing – 100.1 Barley Wine, der har lagret 18 måneder på bourbonfade. Øllen købte jeg hos Ølsmageren fra Gjøl, der d. 28/10 holdt “#barleywember åben” i sin ølbiks.

Udseende
100.1 Barley Wines enkle etikette virker utroligt tiltrækkende. Man behøver ikke en spraglet etikette for at blive draget af den. Hvid etikette med sort skrift – what’s not to like.
Øllets udseende er ligeledes tiltrækkende, enkel og lækker at kigge på. Øllet er kobberfarvet, klart og gennemsigtig, og med et skum der bare ikke er der.
Duft
100.1 Barley Wine dufter af kokos, flødekarameller, farin, æbler, blommer, mørke rosiner og sødmefuld bourbon med et snert af alkohol.
Smag
Ved første tår fyldes munden af velbehag. En blød og cremet mundfylde mødes jeg af. En varme strømmer fra øllet i kraft af alkoholen og ikke mindst smagen af kaffe, flødekaramel, farin, blommer, mørke rosiner og det vilde bourbonfad. Trods en heftig alkoholprocent på 14,8% er eftersmagen mild og rund.

Konklusion
O/O Brewing – 100.1 Barley Wine (Bourbon) er en vild øl. Fadpræget får i den grad lov til at skinne igennem, og mens fadet tonser derud af, får man også lov til at smage på Barley Winen derunder.
Det bliver spændende at smage på en masse forskellige Barley Wine igennem november måned. Ikke mindst af skulle smage de mange fade øllene har ligget på, og om de har noget at tilføje, ligesom det er tilfældet med denne.
O/O Brewing – 100.1 Barley Wine har et fantastisk flot udseende og lækker duft og smag. Derfor fortjener øllen:
2 kommentarer