Øltype: Imperial Stout
Alkohol: 10,2% vol. (33 cl. dåse)
Forhandler: Ølsmageren fra Gjøl – udsolgt.
Bedømmelse: 4,00 ud af 5 kapsler.
Black Boar Rum Barrel Aged 2022 fra The White Hag Irish Brewing Company tikker ind som ølanmeldelse nr. 993.
Jeg har tidligere skiftet bekendtskab med Black Boar. Dette gjorde jeg i 2020 med Black Boar Barrel Aged Batch IV 2019, hvor øllen havde ligget på bourbonfade. En klassisk Imperial Stout med en ren smag af øl og et godt balanceret fadpræg.
Udseende
Det er en fed etikette der præger dåsen. Der er desværre ikke lige så mange oplysninger, at trække ud af etiketten, som der var af Black Boar 2019. Jeg mangler lidt mere viden om, hvor længe øllen har ligget på fadet, og hvilket batch den tilhører, men det kan være bryggeriet ikke fandt det nyttigt. Læser jeg lidt mere ind i teksten, kan jeg læse, at denne øl er det første variant af deres Rum Barrel Aged Series.
Øllet er sort som graven. Skummet er brunt og fyldigt. Det står rigtig flot i glasset.


Duft
Øllen dufter sødt af chokolade, søde noter af rom, kandis og farin.
Smag
Black Boar er et fabeldyr i den irske mytologi, og skulle være et farligt bæst. Men øllen er rar og rolig som dagen er lang. Især øllets mundfylde er fredfyldt, cremet og sødmefuld. Jeg smager noter af ristet kaffe, mørk chokolade, kandis og brun farin. Alkoholen fra fadet mærkes som en behagelig og beroligende varme. Eftersmagen afgiver en let bitterhed af det ristede malt.
Konklusion
Black Boar er en behagelig at drikke. Jeg er dog ikke blæst fuldstændig bagover af bajeren her, men mindre kan også gøre det. Det er stadig et godt bekendtskab, men det bliver måske lige lidt for sødt, sådan at proppe den på romfade. Jeg savner i hvert fald lidt mere kant.