Skuldborg Bryghus har eksisteret siden 1218. Et gammelt hæderkronet bryggeri med tyske aner.

Bag bryggeriet står Reinhard Weibhauer og før ham hans farfar…

“… og endnu før det var bryggeriet i en lang årrække i den samme families besiddelse, indtil de besluttede sig for at udvandre til USA og prøve lykken over there. Men den egentlige rod til bryggeriets markante plads i dag skal findes i missionæren Ansgar den Helliges indsats for Skuldborg og i særdeleshed de munke, han bragte med til byen. De første tog deres knowhow med sig, vedligeholdt og forfinede den over flere århundreder. Det udmøntede sig endelig i etableringen af bryghuset i 1218.”

Uddrag fra Turen går til Skuldborg, Politikens Rejsebøger.

Køb “Turen går til Skuldborg” på r8Dios hjemmeside

Klavs Bundgaard og r8Dio ejer 30% af Skuldborg Bryghus, og tjener dermed en god skilling, når du køber deres øl på Skuldborg Bryghus’ egen hjemmeside, supermarkedskæden Meny eller hos Craft Makers Collective.

Hos Micky Meny, som er landets måske verdens største Meny, står øllene blandt hundefoder og sejlgarn, og ølsalget går som smør.

“Det bliver solgt lige så hurtigt som smør”, siger Klavs Bundgaard i Undskyld Vi Roder afsnit 210.

Så rigtig jeg er Dr. Reinhard Weibhauer, men ach so; den er ikke så vigtigt. Øl skal smage godt. Den er vigtig. Jeg brygger efter Reinhardsgebot, som er ældgammel Princip fra mit Land: Øl kan man kun lave med Vand, Humle og Korn fra Marken. Das ist Alles.

Uddrag fra Turen går til Skuldborg, Politikens Rejsebøger.

Gylden Daggry

Den originale klassiker fra Skuldborg Bryghus. Den overholder alle krav om Reinhardsgebot og er brygget udelukkende på vand, malt, humle og gær samt brygmesterens hemmelige teknik.

Gylden Daggry er verdens bedste morgenøl.

Brygget i samarbejde med Skanderborg Bryghus.

Gylden Daggry har en cremet mundfylde, og en let prikkende kulsyre der giver øllen en dejlig friskhed. En smag af brød, ristet malt og karamel dukker op, det er en mild og rund øl.

3,75 ud af 5 kapsler

Skuld

Hvem husker ikke de gode gamle reklamefilm med de folkekære skuespillere, Keld Petersen og Dirch Passer, der giver den i rollerne som henholdsvis Grosserer Gormsen og Vicevært Karlsen, der sammen nyder “et kuld Skuld” over sidstnævntes ladcykel, imens de botaniserer over, hvor godt en Skuld Pilsner i grunden smager; og ikke mindst hvordan bemeldte øl binder folk – høj som lav – sammen?

I dag er Skuld Pilsneren fortsat fast inventar i enhver Skuldborgers køleskab og vendingen “jeg skal bede om et kuld Skuld*” høres ofte, når man som handlende begiver sig rundt i Skuldborg.

Brygget i samarbejde med Skanderborg Bryghus.

Skuld Pilsner var simpelthen for kedelig til mine smagsløg, hvor jeg manglede smag af gode bitre noter fra humlen og en læskende mundfylde.

2 ud af 5 kapsler.

Havmunken

Havmunken er en skumfødt IPA fra Skuldborg Bryghus.

Den er opkaldt efter fabeldyret af samme navn, som ifølge legender blev fanget ved kysten ud for Sjælland i 1546. Ifølge overleveringer ligner havmunken en munk med en fiskekrop, ikke ulige havfruen. Så sent som i 2011 blev en havmunk spottet ved Pula i Kroatien, så legendernes tid er ikke forbi.

Skuldborg Bryghus’s IPA er en IPA, der tager hårdt fat i kraven på dig og siger “hej med dig, din lille skiderik, nu skal vi arbejde lidt med hinanden.” På samme måde som en havmunk ville gøre det, hvis du mødte ham i havets dyb.

Brygget i samarbejde med Skanderborg Bryghus.

Havmunken har en let og cremet mundfylde. En god IPA med en dejlig smag af appelsin, mild ristet maltsmag samt tør og bitter eftersmag. Kan man lige fornemme lidt salt helt tilbage i svælget, måske? Men det er nok bare Havmunken og Reinhard Weibhauer der prøver at spille mig et puds.

3,50 ud af 5 kapsler.

Skal du også have haft i det lækre ølglas fra Skuldborg Bryghus, så du kan drikke Bøvøl eller Gylden Daggry med maner?

Køb den til dig selv i den lækre gaveæske fra Skulborg Bryghus med øllene: Gylden Daggry, Dortmunder Export, Skuld og Havmunken og det eksklusive ølglas.

Dortmunder Export

I Danmark har der længe været en tradition for at bestille en ”classic”, hvis man ønsker lidt mere smag, styrke og mørke i sit krus, men sådan har det aldrig været i Skuldborg.

Hvad Danmark har glemt at fortælle om sin classic-tradition er nemlig dette; ”Classic” hedder i resten af verden Dortmunder Export.

I Skuldborg giver vi ikke meget for forstillelse, og vi pynter os ikke med lånte fjer, og derfor bestiller vi i Skuldborg altid en Dortmunder, når vi vil have en ”Classic” – En Dortmunder, mind you!

Brygget i samarbejde med Skanderborg Bryghus.

Malt, karamel og brød. Sådan er Dortmunder Export. Dortmunder Export er ikke den øl jeg håbede på. Ensporet, sød, besk og bitter.

2,50 ud af 5 kapsler.

Santa Klavs

skuldborg bryghus santa klavs specialøl r8dio

I 1976 kommer en lille gulsotplaget dreng til verden på det gamle amtshospital i Skuldborg. Drengen hedder Klavs Bundgaard, og han skal vise sig at blive det eneste drengebarn, der bliver født i Skuldborg hele det år. På byens bryghus er der tradition for at opkalde årets julebryg efter navnkundige og betydningsfulde borgere – globale som lokale. Dette år falder valget på det lille kobberfarvede mirakelbarn.

Santa Klavs er Skuldborg Bryghus’ julebock. Ligesom lille Klavs Bundgaard er den kobberfarvet og indeholder fra fødslen 6,3% alkohol, der giver lige det strejf af sødme, der passer så godt til den danske juletid. Glædelig jul.

Brygget i samarbejde med Skanderborg Bryghus.

Santa Klavs har en dejlig mundfylde, lidt cremet og lidt kulsyre som øltypen foreskriver. Øllet smager af ristet malt, brød, kaffe, mørk chokolade og mørk karamel.

4,00 ud af 5 kapsler.

Blomstervand

Blomstervand er bryggeriets pirrende IPA.

Brygmester Reinhard Weibhauer har brygget en IPA der harmonerer ualmindeligt godt med en eftermiddag i solskinnet, og som fra første tår lifligt pirrer sanserne med sine bitter- og blomsternoter.

En vaskeægte tørstslukker fra Skuldborg.

Brygget i samarbejde med Alefarm Brewing.

De er fandme så pisse dygtige hos både Skuldborg Bryghus og Alefarm Brewing. Fedt at de kan opnå så høj synergering og sammen brygge en så dunke-venlig og hæld-i-nakken-agtig New England IPA, kan man kun applaudere.

4,50 ud af 5 kapsler.

Kellermensch

Kellermensch fra Skuldborg Bryghus er øllen til dig, der har ret, når andre tager fejl. Den ufiltrerede pilsnertype er måske ikke for alle, men de fleste mennesker er jo også idioter, så hvorfor skulle det være et problem? Tag en Kellermensch, det har du fortjent! Bør nydes ved omkring… Ja, det ved du vel bedst selv.

Brygget i samarbejde med Bad Seed Brewing.

Kellermensch er vederkvægende og forfriskende lige ned i min mund. Det smager sgu godt. En blød og let kulsyreholdig mundfylde møder min tunge. Kellermensch smager godt af korn, nybagt brød med sprød skorpe, lette citrusnoter og lækker bitterhumle.

4,25 ud af 5 kapsler.

Bøvøl

Bøvøl er Skulborg Bryghus’ første vink med en vognstang. Opkaldt efter de mange børnevoksne, der forpester vi andres voksenliv med hoodietrøjer og sportskasketter på arbejdspladsen langt op i 40-årsalderen. Bøvøl er en Hazy IPA, der ikke rigtig er til at gennemskue. Fyldt med aromaer af eksotiske frugter og en markant fornemmelse af syrlighed og bitterhed – der matcher dén bitterhed og syrlighed, du føler ved at have giftet dig med et menneske, der aldrig holder op med at køre på skateboard. Bøvøl – et vognstangsvink til dén du af eller anden grund – elsker, som om de aldrig bliver voksne.

Brygget i samarbejde med ÅBEN.

Bøvøl fylder godt i munden, der er både gang i kulsyren, som giver øllen liv og så ligger den sig blødt på tungen. De tropiske frugter kan i den grad smages, hvor jeg her finder fersken, ananas, appelsin og grapefrugt. Eftersmagen har en let bitterhed.

4,00 ud af 5 kapsler.

Ét svar til “Skuldborg Bryghus”

  1. […] Læs mere og Skuldborg Bryghus og alle deres øl her. […]

    Like

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Create a website or blog at WordPress.com