Hvis jeg kunne leve af øl!
Så var jeg blevet alkoholiker. Som Anders “Anden” Matthesen siger:
Alle ølentusiaster er bare en alkoholiker med en ølblog!
Ny indledning – nyt liv
Denne klumme skrev jeg tilbage i 2017. Jeg havde et halvt år tilbage på dagpenge, og havde brug for et arbejde. Siden denne klumme blev delt i marts 2017, er der faktisk sket en helt masse. Pga. denne klumme fandt jeg frem til øldistributøren One Pint A/S i Mariager, hvor jeg var i praktik i fire uger, hvor jeg blandt andet agerede kommunikationsmedarbejder. Vi snakkede yderligere om løntilskud, og fik det også påbegyndt i januar 2018, men det blev kun til en måneds tid pga. uoverensstemmelser.
Efter perioden hos One Pint A/S startede jeg i løntilskud hos Brønderslev Bibliotek. Bibliotekerne havde jeg uransaglige årsager ikke opsøgt i min jagt på job, men da jobcentret spurgte om det var en mulighed var jeg klar. I min studietid var jeg interesseret i smeltediget mellem analoge og digitale medier på landets biblioteker, men efter endt uddannelse, blev jeg så forvirret over alle de muligheder jeg havde, at jeg glemte alt om biblioteket.
Jeg startede på Brønderslev Bibliotek, hvor jeg også mødte min kæreste Annika, og vi har nu været sammen i fire år. Og på de fire år har jeg primært arbejdet i biblioteksvæsnet. I fire år har jeg arbejdet som tilkaldevikar hos Aalborg Bibliotekerne. En arbejdsplads som jeg har været glad for, og som har givet mig mange gode kompetencer. Nu står jeg så uden job, og skal genopfinde mig selv.
Hvad kan og vil du, Søren?
Jeg har en kandidat i Interaktive Digitale Medier (InDiMedia). En uddannelse; der har fokus på de bløde værdier i et digitaliseret samfund.
Noget vi især har beskæftiget os med har været konceptudvikling:
- Analog IT-læring til ældre, i kraft af digitaliseringen af Aalborg kommune.
- Beerwalk i Aalborg, hvordan gøres ruten mere attraktiv og interaktiv.
- Brug af augmented reality (AR) i mobilspil (2 år før Pokemon Go blev populært)
- Visuel kommunikation mellem live-rollespillere. Skype-lignende app med et integreret narrativ/historie og spil, så live-rollespillerne kan interagere med hinanden og lære historien og deres karakterer at kende.
Udover konceptudvikling har jeg også kvalifikationer og stor passion indenfor:
- UX (user experience)
- Tværmedial kommunikation
- Gamification
- Spildesign
- Webdesign

Via mit arbejde med Rookiebeers har jeg udviklet mine færdigheder vedrørende sociale medier; Facebook, Instagram og Twitter. Jeg ser mig selv som superbruger af både Facebook og Instagram.
Lærer man sine kommunikationskanaler at kende, og man vil få tifold igen. Hvordan engagerer man bedst sine følgere? Hvilke billeder skal man dele, og på hvilket medie. Selv som ølblogger kræver det nøje overvejelser.
Jeg vil gerne stå i butik, og udbrede min vide om øl. Jeg er god til mennesker, og er ikke bange for at sige noget.
Jeg vil gerne sidde på kontor, og bruge mine kompetencer inden for kommunikation. Eller være freelancer for dit medie. Eller være SoMe-mand for dit bryggeri.
Jeg har brug for hjælp
Jeg har brug for hjælp til at komme videre. Jeg har brug for et arbejde, brug for noget at lave, brug for noget at stå op til.
Derfor rækker jeg ud til dig, som har fulgt mig / Rookiebeers de sidste ti år. Har du en idé til, hvad jeg kunne give mig til? Kender du måske én, der kunne bruge én som mig med en passion for digitale medier, og ja øl – det behøver ikke hænge sammen.
Jeg kan desværre ikke leve af øl.
Hvis du har spørgsmål, eller kender nogle, der kunne bruge en mand som mig, er du velkommen til, at skrive en kommentar eller sende en mail til srdandersen@gmail.com.
Du kan finde mit CV her.