Øltype: India Pale Ale – Sour
Alkohol: 7% vol. (47,5 cl. dåse)
Forhandler: Drikbeer.com, fødselsdagsgave fra Niels.
Bedømmelse: 3,75 ud af 5 kapsler.
I anledningen af Rookiebeers’ ni års fødselsdag d. 18. maj og at jeg også har rundet ølanmeldelse nr. 900, har jeg valgt at anmelde nogle lidt mere særprægede øl til denne begivenhed.
Første øl og nr. 900 er Omnipollo – Bianca Noa Pecan Coconut Blueberry Mud Cake Lassi Gose, og anden øl er Mortails Brewing Co. – Hydra Blueberry + Tangerine + Mango. Begge to er sværvægtere inden for deres øltype, og er øl som man normalt ikke lige støder på, med mindre man er ølnørd eller kender én der er tosset nok til at købe dem.
Jeg er selvfølgelig ølnørd, og købte da også Bianca Noa med henblik på at det skulle være min ølanmeldelse nr. 900, da den havde usædvanlig gode ratings på untappd, og bare lyder underlig og god på samme tid.
Mortails Brewings Hydraserie har jeg længe skævet til, og da jeg havde fødselsdag d. 3. maj, ja så stod den på ønskesedlen. Dette er endnu en underlig øl, som man heller ikke lige støder på med mindre man er villig til at smide en masse penge efter den, men jeg er glad for at Niels ville give mig den i fødselsdagsgave, så jeg kunne strege den af listen.
Udover Hydra fik jeg også en øl fra Evil Twin Brewing NYC med deres What Even Is Black Cherry Anyway? En sur IPA brygget med kirsebær og en øl som også bliver spændende at smage.

Udseende
En noget uskøn øl møder glasset, da jeg hælder øllet op. Øllen er brun grænsende til sort, og har et brunligt skum på toppen.
What Even Is Black Cherry Anyway? bliver der spurgt på øllen, og slår man det op, så bliver det beskrevet som en afart af kirsebær kaldet glansbladet hæg. Glansbladet hæg ligner kirsebær, men er gifte og bitre at spise. Så hvad er black cherry lige?
Duft
What Even Is Black Cherry Anyway? dufter af kirsebær og vingummier, samt en lille brændt note af ristet malt.
Smag
Allerførste tår minder på ingen måder om en IPA, det gør fjerde, sjette eller tiende tår heller ikke. Øllen smager både sødt og surt af kirsebær. Smagen er meget dyb og intens, og det minder en lille smule om kirsebærvin fra Frederiksdal. Mundfylden har lidt fedme over sig og klistrer til læber og gane. Kulsyren giver lidt liv til øllet, men det fader hurtigt ud igen.

Eftersmagen er det eneste der tyder på, at det godt kunne være en IPA jeg sidder med i glasset. For her dukker der en form for bitterhed op som selvfølgelig også ledsages af øllets allestedsnærværende sure kirsebær.
Konklusion
What Even Is Black Cherry Anyway når ikke op på højde med Bianca Noa Pecan Coconut Blueberry Mud Cake Lassi Gose eller Hydra Blueberry + Tangerine + Mango, der begge to er noget helt særligt.
Denne øl er også noget særligt, men gør det bare ikke lige så godt. Det er en sur Black IPA der møder kirsebærvin, og det er svinger altså bare ikke helt sammen. Men jeg har alligevel drukket det meste af øllen, så den får:
3,75 ud af 5 kapsler.
1 kommentar