Øltype: Alkoholfri IPA
Alkohol: 0,5% vol. (33 cl. dåse)
Forhandler: Sponsoreret af Ølsmageren fra Gjøl
Bedømmelse: 2,25 ud af 5 kapsler.

Januar er over os, og flere og flere tyer til en alkoholfri måned. Dette gør jeg også, på sin vis, her på Rookiebeers. Jeg sætter i hvert fald fokus på de mange alkoholfrie øl, der findes på markedet i disse dage. Det er dog ikke blot i januar at de alkoholfrie øl vinder ind, de sælges året rundt og salget af øl uden alkohol går rigtig godt.

“Alkoholfri øl bliver ny kampplads: ”Man kan tjene nogle reelle penge” er en overskrift på Fødevarewatch, der forsætter:

– Analyseinstitutter peger på, at kategorien inden 2032 vil fordobles.

Siden 2014 er salget næsten firedoblet, og i 2021 steg det med knap 10% til 7,2 millioner liter, skriver Bryggeriforeningen. Salg af alkoholfri øl i Danmark fra medlemmer af Bryggeriforeningen var været:

  • 2012: 2,3 mio. liter
  • 2013: 2,0 mio. liter
  • 2014: 1,9 mio. liter
  • 2015: 3,2 mio. liter
  • 2016: 3,9 mio. liter
  • 2017: 4,3 mio. liter
  • 2018: 5,5 mio. liter
  • 2019: 5,9 mio. liter
  • 2020: 6,6 mio. liter
  • 2021: 7,2 mio. liter”

Teksten er lånt fra Chefredaktør emeritus’ ølnyheder.

I anledning mit tema om alkoholfrie øl, spurgte jeg Ølsmageren fra Gjøl om han ville sponsorere et par alkoholfrie øl til mig. Jeg fik disse fire alkoholfrie øl med hjem, da jeg sidste gang besøgt Gjøl og Ølsmageren.

Big Drop Brewing – Paradiso Citra IPA, Mikkeller – Limbo Riesling, Maisel’s Weisse – Alkoholfrei Hefe-Weissbier, Mash Gang – Chug
Big Drop Brewing – Paradiso Citra IPA, Mikkeller – Limbo Riesling, Maisel’s Weisse – Alkoholfrei Hefe-Weissbier, Mash Gang – Chug

Øllen jeg i dag kigger på, er fra engelske Big Drop Brewing Co. et bryggeri, der udelukkende gør i sig alkoholfrie øl. Bryggeriet blev skiftet i 2016 og har siden da brygget 38 forskellige alkoholfrie øl. Jeg stødte første gang på Big Drop Brewing Co. i 2018, hvor jeg smagte på deres Lager, Pale Ale og Stout, som var en lidt blandet oplevelse.

Paradiso Citra IPA er brygget med humlen Citra, der bringer en aroma og smag af tropiske frugter med sig. I sidste uge anmeldte jeg Mash Gang – Chug, en Pale Ale brygget med fire humlesorter, og som smagte ganske godt. Jeg endte med at give 4 ud af 5 kapsler. Det bliver derfor spændende om Big Drop Brewing med Paradiso Citra IPA kan brygge en ligeså god øl.

Udseende
Paradiso Citra IPA kommer en i flot grøn dåse. Bagpå bliver man fodret med god information om øllen. Sågar at det en ikke blot er brygget med Citra, men også Chinnok, Cascade, Simcoe og Colombus. Og jeg som gik og troede det var en Single Hop IPA. Den er endda også glutenfri og besidder små 31 IBU (international bitter unit).

Øllet er besynderligt nok filtreret og gennemsigtig. Det ligner til forveksling en pilsner, som den står der med sin korngule farve og hvide skum.

Duft
Paradiso Citra osv. IPA dufter lidt af prut… Den har den her lidt maltede og søde duft, som minder mest om mæsk (malt og vand kogt sammen, inden humlen tilsættes) og lidt af prut. Lidt humle stiger til vejrs, men ikke mange tropiske noter opfanger jeg.

Smag
Smagen er heldigvis anderledes end duften. Her kan jeg smage humle, dog ikke de vilde tropiske indtryk, som humlesorterne ellers lover, men mere bitterhed, og en anelse harpiks og citrus.

Ølanmeldelse af alkoholfri specialøl Paradiso Citra IPA fra Big Drop Brewing Co.
Big Drop Brewing Co. – Paradiso Citra IPA Alkohol-free

Mundfylden er meget letbenet, tenderer til at blive vandet. Eftersmagen er bitter, men rammer hurtigt en smag af malt og mæsk. Det kunne ligeså godt være en pilsner jeg sad og drak.

Konklusion
Paradiso Citra IPA holder ikke hvad den lover. Tropiske humlesorter er brugt, men jeg sidder blot tilbage med en lugt af prut og en smag af bitterhed og mæsk. Jeg er desværre ikke imponeret af Big Drop Brewing, og vil hellere have mig en Implosion fra To Øl eller Chug fra Mash Gang. Big Drop Brewing – Paradiso Citra IPA får:

2,25 ud af 5 kapsler.

Ét svar til “Big Drop Brewing Co. – Paradiso Citra IPA”

  1. […] helt at øllen er alkoholfri, da man ikke sidder og finder mærkelige dufte og smage, som f.eks. Paradiso Citra IPA fra Big Drop Brewing Co., som lugtede lidt af prut og smagte af […]

    Like

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Create a website or blog at WordPress.com