Øltype: India Pale Ale
Alkohol: 5% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Superbrugsen, 25 kr.
Bedømmelse: 1,00 ud af 5 kapsler.
Det blæser og regner derude, og jeg sidder og skriver jobansøgninger. Jeg tænker, at man ligeså godt kan hygge sig imens, så åbner en øl fra køleskabet. En IPA fra Theodor Schiøzts craft beer serie Anarkist, en Fizzy Lime Fusion brygget med lime. Det er egentlig ikke mening, at der skulle komme en anmeldelse ud af denne øl, men den smager så mærkeligt, at jeg ser det som min pligt, at advare alle mod denne øl.
Udseende
De nailer den lige i øjet dem fra Theodor Schiøzt/Royal Unibrew med deres udseende på dåserne. For de er meget craft beer-agtige, med fancy skrift og vilde og lidt uforståelige illustrationer. Lige indtil at de skriver forkert på bagetiketten, og skriver at dette er en Hazy India Pale Lager og ikke en Hazy India Pale Ale, så hvad skal man tro — for-eller bagetiketten før man besøger Untappd, og kan verificere at det er en IPA.
Øllet er max hazy og uklart, så her er de rigtig på den. Skummet er kridhvidt og meget tæt og blivende på toppen.
Duft
Lidt tropiske noter og lime skinner igennem i duften. Duften føles ligelovligt hengemt — det man nok vil beskrive som dank.

Smag
Der findes så meget godt øl derude, og så skal man spises af med sådan noget! Jeg havde egentlig købt denne øl, fordi jeg godt kan lide Anarkists alkoholfrie øl – Hazy IPA og Mighty Mild, som gør det ganske hæderligt.
Mundfylden er besynderligt fed, og øllen er ikke brygget med laktose, men havreflager og hvedemalt. Efter mundfylden dukker en ekstrem sødme op og giver øllen en kvalm fornemmelse. Øllen kunne til nøds drikkes, hvis det ikke var for eftersmagen, som straks slår over i en overdrevet syrlighed fra koncentrat af lychee (som skulle smage sødt, surt og aromatisk) og lime. Jeg får fornemmelsen af at sidde med en Gose, men det er en IPL… øh IPA og så smager den surt. Det er sgu lidt for mærkeligt. Det er som om de bare har tømt den ene turbo citron efter den anden ned i brygget.
Konklusion
Det blev en meget lang anmeldelse af en øl, som jeg reelt ikke kan lide, og som jeg ikke har drukket meget mere end fire tåre af. Det bliver et nej tak herfra, og vasken får fornøjelse af resten.