Øltype: Gose – Frugt Sour
Alkohol: 6% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Ølsmageren fra Gjøl, 110 kr.
Bedømmelse: 4,00 ud af 5 kapsler.
I dag har jeg trukket en af de helt store øl op af hatten (se min reel på Instagram), nemlig Omnipollos Bianca Blueberry Space Jam Lassi Gose. Øllen er fra svenske Omnipollo, der gør sig i afsindige og eksperimenterende øl. Og denne øl er ingen undtagelse. Bianca Blueberry Space Jam Lassi Gose er baseret på Bianca Mango Lassi Gose på 3,8% fra 2015.
Øltypen Gose er en gammel tysk stilart, hvor der tilsættes salt i brygget. Øltypen er blevet meget populær med øl fra blandt andet Omnipollo. Mango Lassi, er ikke hunden der hentydes til, men en indisk yoghurtdrik, lavet på mango, salt, honning, kardemomme og yoghurt.
Bianca Mango Lassi Gose var en lækker øl med smag af sød mango, salte noter og syrlighed. Dette har Omnipollo brygget videre på, og har nu brygget ca. 41 variationer.
Og nu til den seneste i rækken – Bianca Blueberry Space Jam Lassi Gose brygget med tusindvis af blåbær pr. dåse.


Udseende
Bianca er altid letgenkendelig, da der ofte vises fjer på etiketten. Denne dåse er stort med store lilla fjer på.
Øllet er sortlilla og skummet har den smukkeste lyserøde farve. Skummet er iøvrigt tykt og cremet.
Duft
Bianca dufter af blåbær, solbær, brombær, marcipan, og en eller anden form for hård alkohol med bærsmag.
Duften er ret intens, hvor sødmen fra bærrene virkelig skærer igennem.
Smag
Bianca smager sødt, cremet og fyldigt. Mundefylden er meget fyldig, som drak jeg en Imperial Stout eller ufortyndet solbærsaft direkte fra flasken. Øllen har en ekstrem sødme, en lille salt note til at hjælpe det hele lidt på vej, og så tonser den ellers derude af med blåbær-toget. Der næsten ikke er til at stoppe igen. For eftersmagen bliver meget sød, og kradser lidt i halsen af alle de bær øllen byder på.

Konklusion
Jeg kan godt smage at der er kræset om øllen, og det er vildt hvor meget den smager af blåbær. Og den smager godt, og den smager af blåbær, men så er det også det. Jeg bliver ikke blæst bagover af øllen, som jeg ellers havde håbet på. Det er en øl der koster knaster, og som jeg forventede mig mere af.
Jeg var væsentlig mere oppe at køre over dens fætter Omnipollo – Bianca Noa Pecan Coconut Blueberry Mud Cake Lassi Gose, der virkelig formåede at sparke både ben og stol væk under mig. Men Bianca Blueberry… tja, den er ikke lige så nuanceret og bliver en anelse kvalm i det lange løb. Det er dog en lille oplevelse at drikke øllen, og ikke mindst være vidne til en øl, der faktisk ikke smager af øl. Derfor får Omnipollo – Bianca Blueberry Space Jam Lassi Gose: