Øltype: Pilsner / Vienna Lager / Lager
Alkohol: 4,6% vol. / 4,6% vol. / 5,8% vol. (33 cl. flaske)
Forhandler: Superbrugsen Pandrup, 14 kr. pr. stk.
Bedømmelse: 3,75 / 3,50 / 2,75 ud af 5 kapsler.

“Year of the lager” er over os, og har sådan set været det i mange år. Derfor synes jeg også det er på sin plads, at smage på lidt forskellige pilsnere/lagers her på bloggen.

Nye bryggerier tager nu fat i pilsneren, og prøver at gøre den tiltalende for overfor ølnørder verdenen over. Især her i vores egen andedam tager Bad Seed Brewing livtag med pilsneren, og har brygget øl som Neu Zealand, UNO Pils og Neu School, som alle leger med øltypen, men brygges med lidt mere eksotiske humlesorter, end de typiske tyske.

I denne anmeldelse går jeg tilbage til rødderne, og begiver mig ud i tre øl fra Thisted Bryghus:

Thy Økologisk Pilsner, Økologisk Thy Classic og Thy Økologisk Humle. Øl som du kan finde i din lokale Superbrugs.

Thy Pilsner har alle dage været en fast bestanddel af Thisted Bryghus’ sortiment, og er da også en øl, som ligger mit hjerte nært. Thy Økologisk Pilsner var en første økologiske øl på det danske marked, hvor Thisted Bryghus var noget som sjældent som first movers på den danske ølscene.

Thy Classic har også alle dage været en del af Thisted Bryghus, og har også fået en økologisk fætter. Hvor det ligesom pilsneren er malten og humle der er det økologiske i øllet.

Sidste men ikke mindst kom Thy Økologisk Humle til verden, der er en lidt mere potent udgave af Thy Økologisk Pilsner, hvor den er brygget med mere malt og humle, og derved også har fået en højere alkoholprocent.

Udseende
Thy Økologisk Pilsner har en strågylden farve, et hvidt skum og livlige bobler ses stige til vejrs.

Økologisk Thy Classic har en kobberfarvet glød, hvidt skum og let dovne bobler i glasset.

Thy Økologisk Humle er ligeledes strågylden i farven, med et hvidt skum og små hidsige bobler.

Duft
Thy Økologisk Pilsner dufter af malt, brød og en lille smule humle.

Økologisk Thy Classic har en lidt mørkere og maltet duft, brød og karamel.

Thy Økologisk Humle dufter ikke af særlige meget, ikke lige så meget som de to andre, som jo heller ikke sprudler over af indtryk, men denne øl dufter ikke af meget. Lidt malt og lidt humle, det er det.

Smag
Thy Økologisk Pilsner har en let og behagelig mundfylde, med en rund smag af brød, malt og humle. Øllet løber let, og eftersmagen er medium tør med en behagelig bitterheder.

Økologisk Thy Classic har en lidt fyldigere mundfylde, kraftigere smag af ristet malt og brød. Jeg kan næsten fornemme den ristede bygmalt mellem tænderne. Denne øl føles tungere i kroppen, selvom alkoholprocenten er den samme (4,6%) på de to øl. Eftersmagen er tør, ristet og knapt så bitter som Thy Økologisk Pilsner.

Thy Økologisk Humle duftede ikke af meget, det bliver spændende, om den så smager af noget? Mundfylden er knapt så fyldig som Økologisk Thy Classic, den føles overraskende mere vandet end de to andre, og alkoholprocenten er endda højere på de 5,8%. Den smager af humle, en blød og let bitter humle, men jeg kan bedre lide bitterheden og humleprofilen i de to andre. Eftersmagen er sød og med en meget forsigtig bitterhed til slut.

Konklusion
Af disse tre klassiske pilsnere/lagers fra Thisted Bryghus, vil jeg rangere dem således:

  1. pladsen: Thy Økologisk Pilsner. En god pilsner med en dejlig duft og smag af brød, malt og humle. God bitterhed i eftersmagen. Men jeg sværger stadig til das originale Thy Pilsner.
  2. pladsen: Økologisk Thy Classic: En mere fyldig, ristet og maltet øl. God smag af brød, malt og byg. God bitterhed i eftersmagen.
  3. pladsen: Thy Økologisk Humle: En slem skuffelse. Hvor var duften? Smagen gjorde desværre heller ikke mere for øllet.

3,75 ud af 5 kapsler / 3,50 ud af 5 kapsler / 2,75 ud af 5 kapsler.

One response to “Thisted Bryghus – Thy Økologisk Pilsner / Økologisk Thy Classic / Thy Økologisk Humle”

  1. […] én anmeldelse med hele tre pilsnere fra Thisted Bryghus, som blev læst 87 […]

    Like

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.