Øltype: India Pale Ale – New England
Alkohol: 6,8% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Stepping Stone webshop, 56 kr.
Bedømmelse: 4,50 ud af 5 kapsler.
Den 3. maj fyldte jeg 37 (puha), og jeg skulle selvfølgelig finde på noget at ønske mig af mine søskende. Og hvad var ikke mere nærliggende end at ønske mig øl. Efter lidt research besluttede jeg mig for at ønske mig øl fra Stepping Stone, med deres six pack bestående af seks af deres nyeste øl.

Udseende
Ud af dåsen hældes en gul og uklar væske. Det er øl. Det er øl når den næsten er allersmukkest. Øllet lander i glasset og danner hurtig en stor og fyldig skumkrone.
Fractured Faith og Faith Restored er en del af samme serie. Fractured Faith er en New England IPA på 6,8% og Faith Restored en Double IPA på 8,6%.

Duft
Duften af mango, ananas, fersken, pære og dejlige sødme er at finde i Fractured Faith. Duften er sødmefuld og Fractured Faith dufter vidunderligt.
Læs min anmeldelse af Stepping Stone Blikfang
Smag
De sidste par dage har jeg lavet abemad eller frugtsalat. Abemaden består af ananas, fersken, æbler og pærer. Og så har jeg lavet rigeligt med råcreme til. Kan vi blive enige om, at råcremen er det man kommer for?
Men hvorfor nu al den snak om abemad og frugtsalat, jo det skal jeg sige dig. For når jeg drikker Fractured Faith er det frugtsalat jeg kommer til at tænke på. Fractured Faith smager af den saftigste ananas, fersken og pære.

Mundfylden har de også ramt lige i røven, som smyger sig om tungen og ligger sig silkeblødt derpå. Den er blød og cremet, og smager næsten af det dejligste råcreme.
Eftersmagen er ikke særligt bitter selvom bitterheden selvfølgelig er tilstede. Bitterheden medvirker samtidig til, at jeg har lyst til at tage endnu en skefuld Fractured Faith.
Konklusion
Fractured Faith er et virkelig godt glas øl. Alt spiller. Duft, smag, mundfylde og eftersmag. Det er øl der smager så englene synger, og så ryger den lige ned i løgnhalsen.
4,50 ud af 5 kapsler.

Skriv et svar til Stepping Stone Brewing – Grumpy Christmas – Rookiebeers Annuller svar