Øltype: Imperial Stout / Barley Wine
Alkohol: 12% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Ølsmageren fra Gjøl, ca. 85 kr.
Bedømmelse: 4,25 ud af 5 kapsler.
For et par år tilbage startede ølbloggeren HopDaddy #barleywember på Instagram. Han syntes der manglede noget varme i denne mørke tid, og kastede sig så over bygvinen aka Barley Wine. Sidenhen er fænomenet vokset, og flere og flere er hoppet med på vognen. Og i år hopper jeg også med på kareten.
I denne anmeldelse kan du læse om Joker & the Thief 2022 fra Kasper Brew Co. og Bryggeriet Umage. Øllen er en blanding mellem to øltyper en dobbeltmæsket Imperial Stout brygget af Umage og en dobbeltmæsket Barley Wine brygget af Kasper Brew. Udover bygmalt, humle, vand og gær, er øllen også brygget med honning og hvede.
Alle øl fra Kasper Brew Co. er opkaldt efter musiknumre, hvilket også er tilfældet med Joker and the Thief af bandet Wolfmother, som jeg nu hører for første gang.

Udseende
Joker & the Thief 2022 kommer i en flot og skinnende dåse, man er hensat til en stemning af cirkus og skæg og ballade.
Ved ophældning af øllen synes jeg at kunne skimte lidt lys igennem øllet, men som det står her i glasset er det kulsort. Der liv i øllet og jeg kan se små men tydelig bobler stige til vejrs, som ender i et brunt og cremet skum.
Duft
Joker & the Thief 2022 har en ganske mættet duft, der ved første indsnus ikke afgiver megen aroma af sig. Jeg kan tydeligt fornemme en sødme og fyldighed af aromaen.
Smag
Piben får straks en anden lyd ligeså snart jeg smager på øllet. Her bliver der øjeblikkeligt losset igennem med smage af chokolade, blommer, rosiner, farin, finsk lakrids og portvinsagtige noter. Øllen har stor fyldighed og klistrer mund, læber og tunge til. Der er lige dele Imperial Stout og Barley Wine i øllen, men jeg synes Imperial Stouten sidder på de fleste smagsindtryk. Eftersmagen bryder måske en anelse op med stoutens tunge noter, og jeg kan fornemme bygvinen langt tilbage i horisonten.
Konklusion
Joker & the Thief 2022 lever godt op til sit navn, for jeg ved ikke helt hvor jeg har dette blend af en øl. Den veksler mellem at smage af dobbeltmæsket, sort og tung Imperial Stout med mørke noter af chokolade og sortristet malt, til at smage af vinøse og portvinsagtige noter med klare islæt af Barley Wine. Jeg kan nu i eftersmagen (hvor jeg er halvvejs igennem øllen) smage bygvinen med sine noter af byg, blommer og rosiner. Selv duften af fået en anden lyd, og dufter af ristet byg, lakridsrod og alkohol.
Jeg er i syv sind for, hvad skal jeg stille op med Joker & the Thief 2022. Det er en lettere mærkelig øl, men også en oplevelse af drikke. Det er noget af en bedrift at parre to gange dobbeltmæsket Imperial Stout og Barley Wine med hinanden, og så få denne øl ud af det. Den dufter og smager godt og lander på:
3 kommentarer