Øltype: India Pale Ale – Cold
Alkohol: 6,0% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Sponsoreret af Ølsmageren fra Gjøl, 60 kr.
Bedømmelse: 4,50 ud af 5 kaplser.
Lørdag aften klokken 22.30 og solen gik ned for 10 minutter siden. Temperaturen er faldet til rimelige 18 grader, og jeg skriver anmeldelsen på terrassen.
I dag cyklede jeg til havet, en cykeltur på små 20 km tur/retur. Jeg fik årets første dukkert i bølgens brus og det var lækkert og forfriskende.
Derfor synes jeg også, at jeg har fortjent en lille øl. Frozen Sipper er en Cold IPA på 6,0% brygget med Citra, Cascade, Simcoe og Columbus.
Men hvad er det nu lige en Cold IPA er? En Cold IPA er en India Pale Ale, der er gæret ved en lavere temperatur, end hvad man normalt gærer en ale ved. Når man gærer en IPA ved lavere temperatur end normalt, bruges der en blanding mellem lagergær og alegær.
Øllen bliver mere frisk, sprød og hæld-i-nakken-agtig, men den er stærkere end en lager og ligger omkring alkoholprocenten for en almindelig IPA (5-7%)
Så en Cold IPA er en humlet ale med samme karakteristika som en IPA, men langt sprødere og friskere end en lager.
Læs også:
Bryggeriet Vestfyen – Willemoes Cold IPA

Udseende
Det er en rigtig lækker dåse denne Frozen Sipper. Etiketten er blød og lækker at røre ved, og etiketten har alle de informationer jeg har brug for: øltype, alkoholstyrke, humlesorter, ingredienser og holdbarhedsdato.
Øllet står flot, gult og hazy i glasset. Skummet er kridhvidt og cremet.
Duft
Frozen Sipper dufter fantastisk dejligt af fersken, appelsin, netmelon, mango og ananas.
Smag
Hold nu op en sommerslasker og basker jeg har i glasset her. Frozen Sipper har en medium mundfylde med god bitterhed og en ekstrem tør mundfølelse. Humlen er fremme i skoene, og jeg kan smage græs, citrusfrugter, mango, ananas, fersken og harpiks. Eftersmagen er godt bitter og dejligt tør.
Konklusion
Frozen Sipper fra Hazy Bear er frisk og sprød. Øllen er en god blanding mellem en sprød og læskende pilsner og en saftig og humlet IPA. Det er en virkelig lækker øl, der sætter baren højt inden for øltypen Cold IPA. Der er især kælet for den friske duft og smag af humle.

Skriv et svar til Rookiebeers’ Top 3 juni 2023 – Rookiebeers Annuller svar