Nordic Brewing Co. – Santa’s Nightmare

Nordic Brewing Co. – Santa’s Nightmare. 8% og 0,75 l. Vinspecialisten Aalborg, bestofbeers.dk, 60 kr.

Santa’s Nightmare fra Nordic Brewing Co. brygget på Ørbæks bryggerier er blevet kåret til dettes år bedste juleøl. Mathias var hurtig ved tasterne og fik skrevet til mig, at jeg skulle købe den med til denne aftens ølsmagning.

Udseende

Øllet er mørkebrunt, skummet er minimalt og det er svært at se om der overhovedet er gang i kulsyren eller ej.

Øllens etikette er speciel og passer umanerlig godt til øllens navn – en uhyggelig klovn med nissehue og cigar kan kun være Santa’s Nightmare.

Duft

En duft af gammeldags æblekage tror jeg. En blanding af makroner, blommer og rødvin. Humlen titter af og til frem, men duften domineres primært af kraftfuld sødme, som er yderst lækker.

Smag

Øllet har en dejlig alkoholbalance, den ligger godt i svælget. Kulsyren er helt bestemt tilstede, det kunne ikke ses i den mørkebrune suppe, men nu er den her. Humlen prikker på tungen, mens alkoholen breder sig i mundhulen.

Konklusion

Trods det er en belgian strong ale, er humlen dejligt fremtrædende og man kan sagtens smage, at der står en dansk brygger bag øllen. Alkoholen og malten kunne sagtens være dominerende, men det er den ikke. Den har kant og det er dejligt. Appelsinskallen gemmer sig og vi kan ikke smage den, men vi er sikre på, at den bidrager til det samlede indtryk.
Er dette så en øl, der kun kan drikkes ved juletid. Det synes vi ikke. Det er en øl, der kan drikkes til hver en tid på alle tider af året.

Gulden Draak

Gulden Draak. 10,5% og 0,33 l. Vinspecialisten, bestofbeers.dk


Udseende 
Det er en næsten sort øl, der står i glasset, men også kun næsten. Den er meget mørkerød. Et luftig skum dækker øl og forsvinder hurtigt. 
Ølflasken er ret lækker. Det er den lille buttede flaske, og med den hvide film trukket over, gør den let-genkendelig og ret unik.

Duften 
Meget vinøs, dufter af portvin. Bær og alkohol.

Smagen
Den smager godt, meget kulsyre og alkoholen er godt balanceret. Alkoholen går lige ind og renser hele mundhulen.
Der er som antydet smæk på alkoholen, men øllen smager ikke bare af alkohol. Den smager også af bær. Og det er en af de bedre Belgian Strong Ales vi har smagt. Den hæver sig et godt stykke over andre middelmådige Belgian Strong Ales, der ikke rigtig formår at komme ud over den ofte intense smag af alkohol.
Eftersmagen kommer med en god sødme, der efterlader en sjov følelse i munden, næsten vinagtig. Kulsyren prikker også lidt på tungen.

Konklusionen
Dette er en rigtig lækker Belgian Strong Ale, som vi vil give 4 ud af 5 kapsler.

Chimay – Mont des Cats

Chimay – Mont des Cats. 7,6% og 0,33 l. Købt til 35 kr. 


Det var en lidt ærgerlig måde at indvie det nye glas på, så jeg bliver nødt til at drikke en ny øl. Jeg må nok også indrømme at jeg faktisk hældte det meste af den forrige øl ud, hvilket var synd.

Udseende 
Flot rød brunlig farvet øl med et hvidt bastant skum, der gør det svært at komme helt ned til øllet. Kulsyren stiger heftigt op fra bunden. 
Duften 
Øllet dufter ikke af det helt vilde. Jeg kan opfange en lille snert af bær og en krydret note. 

Smagen 
En god frisk start med masser af kulsyre, dernæst alkoholen der varmer godt og tilsidst eftersmagen der efterlader mig med smagen af krydderier og bitterheden fra humlen. 
Det er ikke en øl der gør så ufattelig meget for mig. Det er af øltypen Belgian Strong Ale, og ja det er også mest alkoholen, der markerer sig her. Dog spiller kulsyren / humlen væsentlig op mod alkoholen og skaber en frisk og læskende øl. 
Konklusion 
Denne øl lander på 3 kapsler. En okay øl med smæk på kulsyren, der løfter øllet op og gør den lidt frisk.

Brasserie des Rocs – Triple Impériale

Brasserie des Rocs – Triple Impériale. 10% og 0,33 l. 

Denne øl er sponsoreret af Vinspecialisten grundet øllen var over dato, men vi er taknemmelige uanset hvad, så mange tak for det.

Udseende 
Øllet har en mørk rødbrun farve og kulsyren er ret heftig, der gør at bundfaldet der kom med ned i øllet fylder lystigt rundt. Skummet ligger usædvanligt tæt, i en fingers tykkelse på overfladen. 
Duften 
Øllet dufter sødmefuldt af bær, æbler, kandis og alkohol.

Smagen 
Der er ekstremt meget bundfald i denne øl, og jeg bliver derfor nødt til at hælde den lidt mere nænsomt op i et andet glas, for at undgå de store stykker gærrester. Dog ligger de stadig og flyder rundt i det andet glas. 
Hvis jeg nipper ligeså forsigtig til øllet, kan jeg sagtens smage på det uden at få alt for meget bundfald med. Jeg kan godt fornemme at øllet ville være godt hvis den var friskere (22.02.14), men der er en lille god smag af sødme fra alkoholen og kulsyren der løfter øllet lidt op. 
Dog er der en krydret eftersmag som jeg ikke er vild med. Det er sikkert gærresterne der går ind og spiller mig et puds. 
Konklusion 
Denne øl skal have en ny chance det er helt sikkert. Men lige nu vil jeg give denne øl 3 kapsler.

Dubuisson – Bush

Dubuisson – Bush, Ambree. 12% og 0,33 l. 39 kr. 


Udseende 
Mørk-orange farve (amber) og med et lille hvidt skum. 
Duften 
Alkoholen damper op i næsen og blander sig med en duft af karamel og krydderier, måske lidt kanel. 

Smagen 
Smagen er alkohol tung eller også er den ikke. Det ihvertfald en meget fyldig øl, der møder gane og tunge. Man har en fornemmelse af at hele munden bliver karamelliseret, som ved indtagelse af det reneste sukkervand. Det alkoholiserede karamelvand løber ned i halsen og varmer dejligt. 
Vi forestiller os en sanktbernardshund hælde dette på en dybfrosen Anders And for optø ham efter, en tur på ski gik galt. 
Konklusion 
En god og fyldig belgisk strong ale, der har en lækker duft og god smag. 
Vi lander på 3 kapsler, for det er måske en lidt unødvendig mængde alkohol og den kan ikke helt måle sig med forrige tirsdags to “belgiske” øl.

Vi lavede iøvrigt burger med coleslaw og pulled pork til aftensmad. Burgerboller og coleslaw er hjemmelavet. Øllen vi drak dertil var en dark lager fra det tjekkiske bryggeri Primator. Der med sin gode røgede smag og duft af karamel, gik godt til pulled pork. 

Chimay – Bleue / Grande Réserve

Chimay Bleue / Grande Réserve. 9% og 0,75 l. 

Den er uforskammet denne anmeldelse. Denne Chimay Blå, sagt på godt dansk, er en überhypet øl, ihvertfald i Øl-Novicernes verden. Øllen er en af de store belgiske brygge, der udstråler: “Drik mig og du vil får en kæmpe oplevelse!” Jeg (Øl-Novice Søren) har engang smagt øllen i Aalborgs natteliv, og jeg kan ærlig talt ikke huske hvordan den smagte, men en svag erindring siger mig at den var god.
På ratebeer ligger øllen helt i top med en score på 100/100, så må det jo være en uforskammet god øl.
Men det er nok der vi må trække i håndbremsen, for så god en øl er det heller ikke. Disse to Øl-Novicer; Søren og Mathias, har nemlig ikke i sinde at give denne øl topkarakter.

Der var helt utroligt meget gang i denne øl, og den havde sikkert fået sig en rystetur i Mathias’s taske, da han fragtede den den lange tur fra Vesterbro (Aalborg) til det kolde Nørresundby.
For der var højt skum (hint-hint) i glasset, og det gjorde også det udslag, at det var svært at indsnuse nogle dufte.

Det er ikke en øl, der giver meget fra sig. Duften afslører så ikke meget. Vi synes det er en afdæmpet belgisk strong ale. Smagen er meget afrundet og typisk mørk som det oftest er meget, med en belgisk strong ale. Det er faktisk også længe siden vi har drukket en rigtig belgisk øl. Den seneste tid har stået på en ekstrem øl fra Goose Island i form af Bourbon County Stout og et par sure øl, der dog er i retningen af Belgien men overhovedet ikke minder om denne sødmefulde og sirupsagtige øl.

Vi er ret glade for øllen, dog ikke med et “wow det er det bedste jeg nogensinde har smagt” udbrud. Måske ville øllen have scoret en højere karakter, hvis vi havde drukket øllen for halvandet år siden, hvor vi var godt i gang med de belgiske øl.

For mit vedkommende (igen Søren) så ændrer det sig hele tiden for hvilke øl jeg allerbedst kan lide. Top 3 er vist: Samuel Smith – Imperial Stout, Ugly Duck – Miami Vice Pale Ale og Gulden Draak – Quardruple 9000. Jeg har længe holdt fast i øllen fra Gulden Draak, men nu har Samuel Smith og Ugly Duck væltet den af pinden. Men det er stadig den bedste belgiske øl jeg har sat tænderne i og mon ikke at den bliver ved med at være det et stykke tid endnu. Men når vi på et tidspunkt får investeret i Westvleteren 12, ja så håber jeg da at den overgår alle forventninger. Nej, vi hyper aldrig en øl særlig meget.

Men nok udenomssnak. Vi skal have fundet en karakter til denne øl. Vi lander på 4 kapsler, fordi det er en god øl, men ikke en øl som slår benene væk under os. Men 4 kapsler er også en god karakter, og noget vi egentlig er ganske godt tilfredse med.

Achel 8 – Blond

Achel 8 Blond. 8% og 0,33 l. Købt i Vinspecialisten til 33 kr. 

Denne øl er på listen af 50 øl du skal smage før du dør. Det er en belgisk øl. Dufter og smager lidt lige som en Leffe Blonde bare med væsentlig mere alkohol i.

Vi må indrømme at det er svært at holde fokus når man både gerne vil spil GTA 5 og anmelde øl samtidig.

Men vi fik da smagt øllen og det der var mest speciel ved denne øl, var den meget vedholdende skum, der stod rigtig flot meget længe.

Det vil muligvis komme en mere fyldestgørende anmeldelse ud på et senere tidspunkt. Men vi kan da konkludere at det er en rigtig god øl og minder langt hen af vejen og Leffe bare med væsentlig mere alkohol. 

Vi giver denne øl 4 kapsler.