Øltype: Sour – frugt
Alkohol: 3,9% vol. (33 cl. flaske)
Forhandler: Bonusfarsdagsgave, købt hos Blomsterhytten Pandrup. Kan købes hos Dinøl.dk.
Bedømmelse: 3,75 ud af 5 kapsler.
Tak til Annika, som har givet mig tre øl fra Too Old To Die Young i bonusfarsdagsgave og udover gaveæsken med de tre øl fra Too Old To Die Young, fik jeg såmænd også en fuglebog.

Jeg bad jer om at vælge en øl for mig den anden dag. Valget stod mellem tre danske øl i form af Humle Sovs fra To Øl, Pixel Pale Ale fra Hazy Bear Brewing og Tro, Håb & Kærlighed fra Too Old To Die Young.
I har nok regnet ud, hvem der løb med sejren, men for en god ordens skyld, så får I lige resultatet her:
Tro, Håb & Kærlighed fik 12 stemmer, Humle Sovs fik 7 stemmer og Pixel Pale Ale fik 6 stemmer.
Tro, Håb & Kærlighed er en del af Too Old To Die Youngs serie af øl brygget som en hyldest til Løkken Bryghus. Løkken Bryghus måtte lukke pga. corona, og manglende efterspørgelse. Ikke længe efter trådte Too Old To Die Young til, som oprindeligt har til huse i Skanderborg. Bryggeriet overtog det gamle Løkken Bryghus, og har nu gjort det til deres eget.

Udseende
Etiketten har et fedt motiv, der næsten kunne sidde på overarmen af en hærdet sømand. Bagpå bliver man oplyst om alkoholprocent, historien bag øllet, ingredienser og holdbarhedsdato.
Øllet har en flot og lyserød farve i glasset. Øllet er let gennemsigtig og man kan beskue små bobler stige til vejrs. Skummet er hvidt og cremet.
Duft
Øllen dufter af fersken, hindbær og solbær. Tro, Håb & Kærlighed er brygget med fersken, hindbær og solbær, og jeg kan rent faktisk dufte alle tre ingredienser.

Smag
Øllen har en let og ren mundfylde. Smagen er frisk og læskende, hvor jeg kan smage fersken og hindbær. Øllet tørrer let mundhulen ud som også fortsætter over i eftersmagen. Øllen er syrlig og har en næsten tykmælk/cremefraiche agtig smag over sig, der også minder lidt om skyr med skovbær.
Konklusion
Tro, Håb & Kærlighed er en let, læskende og forfriskende øl. Desuden byder den på en duft af fersken, hindbær og solbær og en smag fersken og hindbær, for så derefter at fortsætter over i en skyragtig vibe med skovbær. Jeg drikker øllen på den “koldeste” dag denne sommer endnu har budt på, på kun 17 grader, overskyet og blæsende. Men jeg kunne sagtens forestille mig, at den også ville være lækker iskold på terrassen i skyggen i 27 graders varme.

Skriv en kommentar