Øltype: Imperial Stout – Pastry
Alkohol: 11% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Ølsmageren fra Gjøl, 80 kr.
Bedømmelse: 4,50 ud af 5 kapsler.

Tilbage i august havde jeg tre vilde dage med øl. Først egen ølsmagning om torsdagen hos Maskeriet i Kaas med Humle & Uld – Sådan kan øl også smage, fredag med ølsmagning hos Ølsmageren fra Gjøl, hvor hollandske Moersleutel var dagens gæst og så om lørdagen var jeg frivillig til Bad Seed Beer Fest 2023.

Det har jeg skrevet meget om, men nu skal det handle om ølsmagningen med Moersleutel hos Ølsmageren fra Gjøl, hvor jeg faldt pladask for en virkelig fantastisk øl – nemlig Hyde 3: Sticky Mud.

Til selve ølsmagningen, hvor vi også fik glasset, som jeg drikker af, smagte vi på otte vilde øl. Vi startede også med et af Jespers egne hjemmebryg, bare sådan lige til at løsne stemningen lidt. En gammel Quardrupel på små 12%. En taktik jeg tænker at tage med i mine ølsmagninger fremover. En lille øl som man ikke behøver tage stilling til.

Vi smagte på otte vilde øl, en pukkelpist-smagning som Jesper kaldte det, hvor vi var igennem fem sorte og tre humlede øl. Det tog halvanden time og det var da også ret heftigt.

Jeg var især benovet over Hydrogen Hero en Imperial Stout på 12% med en kraftig smag af røg, El Dorado x 7 en DIPA på 8,5% brygget med 7 x El Dorado humle, Barcode Platinum & Orange og selvfølgelig aftenens anmeldelse Hyde 3: Sticky Mud en Imperial Stout på 11% brygget med brændte mandler glaseret i ahornsirup.

Udseende
Hyde 3: Sticky Mud har en fantastisk flot etikette. Et rødt Hulk-agtig monster pryder etiketten, som er Mr. Hyde fra Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Øllet er sort som blodet i årene på Mr. Hyde forestiller jeg mig. Blodet… øh øllet skummer op og danner et tykt og cremet brunt skum.

Vi skal lige snakke lidt om dette ølglas. Glasset er et stempelglas, som man ølbarer bruger rundt omkring. Jeg har nogle fra To Øl, der lækre at drikke af, men det skiller sig ud ved at have en god tyngde og det ligger godt i hånden. Glasset har Moersleutels karakteristiske “high fuel” og “low fuel”, og ved “low fuel” er der en lille kant, som en lille fin detalje. Et virkeligt lækkert glas.

Duft
Øllen dufter af ristet malt, ahornsirup, karamel, ristede mandler og chokoladeis. For hvert snus til øllen bliver jeg nødt til at tage en slurk. Jeg bliver draget af Mr. Hyde.

Smag
Blød er mundfylde. Fløjlsblød. Det er en rigtig klistret øl, som sætter sig alle steder, og hvis det var et måltid, havde jeg den også bag ørene, i panden og på næsen. Jeg har lyst til fråde øllen og indtage den i et stykke.

Men jeg bliver nødt til at sippe øllen for at få det hele med. Jeg kan smage kaffe, brændte mandler, chokolade, karamel, ahornsirup (som i meget ahornsirup), ristet malt og en kæmpemæssig sødme som omfavner alt på sin vej. Eftersmagen er sød og lidt klæg, men jeg kan lide det.

Konklusion
Jeg har længe glædet mig til at indvie mit nye ølglas og ikke mindst smage på Hyde 3: Sticky Mud, som immervæk er en sticky og klistret færd at begive sig ud på. Det er sødt med sødt på, men jeg bliver draget af øllen og dens vilde duft og smag af brændte mandler glaseret i ahornsirup. Det er virkelig lækkert, og jeg er overordentlig glad i min mund.

4,50 ud af 5 kapsler.

Ét svar til “Moersleutel Beer Engineers – Hyde 3: Sticky Mud”

  1. […] 1. Moersleutel Craft Brewery – Hyde 3: Sticky Mud […]

    Like

Skriv et svar til Rookiebeers’ Top 3 over september 2023 – Rookiebeers Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.