Øltype: India Pale Ale – Brut
Alkohol: 6,6% vol. (33 cl. flaske)
Forhandler: Sponsoreret af Beard Brew, kan købes her.
Bedømmelse: 3,75 ud af 5 kapsler.

Forleden dag dumpede der fire øl ind på adressen, fire øl fra Beard Brew, som helt uventet havde sendt mig deres nyeste skæg og øl på stammen. En Brut IPA der eftersigende skulle være Danmarks tørreste IPA til dato. Udover Vive La IPA fik jeg også de to dejlige IPAer – nemlig Beard Brew – Great Basin IPA. Tak til Beard Brew for øllene.

“Byd dette sofistikerede franske skæg op til dans og få en tør og distinkt øloplevelse. Det er det bedste fra en Brut IPA, men med Beard Brews eget twist, hvor humler og alkohol får lov til at sidde helt forrest i Concorden. Velbekomme!”

Vive La IPA er en øl af øltypen Brut IPA. Brut stammer fra kategorisering af champagnetyper, hvor Brut er den tredje tørreste udgaver. Du får lige de forskellige betegnelser, og sådan blev vi alle sammen lidt klogere i dag:

  • Ultra Brut: Ekstrem tør
  • Ekstra Brut: Meget tør
  • Brut: Tør
  • Ekstra Sec / Tres Sec: Tør
  • Sec: Halvtør
  • Demi Sec: Halvsød
  • Demi Doux: Sød
  • Doux: Meget sød

Viva La IPA er brygget på vand, bygmalt, havre, humle (Cascade, Amarillo, Motueka og Citra), gær og et enzym kaldet glucoamylase, som hjælper til at bryde sukret i øllet ned, som gæren ikke selv kan klare. Denne proces skaber en ekstrem tør øl.

Udseende
Et fint lille og fransk overskæg pryder den blå etikette. Sjovt med det franske overskæg, når man kender lidt til konteksten for øllen. Tak til Beard Brew for en veldrejet etikette, hvor både øltype, alkoholprocent, IBU (30), batch nr (001), bedst før (03/25) og en visuel graf (se ovenstående billede) vises frem.

Øllet har en let gulorange glød over sig, og fremstår lettere uklart. Skummet bruser op i en hvid skumkrone med store flotte bobler, og kan sagtens svinges op til dans igen. Vive La IPA står pænt og lækkert i glasset.

Duft
En tydelig duft af humle stiger til vejrs i aromaen, med en snert af harpiks, fyr, appelsin og næsten champagneagtig tørhed. Lidt sjovt at man kan dufte noget der er tørt.

Smag
Mundfylden er cremet og lækker. Kroppen er let og tør. Det hele er godt balanceret. Øllet fordufter hurtigt på tungen, og som vand i Sahara forsvinder øllet og overlader mig med Danmarks måske tørreste øl.

Vive La IPA smager behageligt af ristet malt, harpiks, fyrrenåle og citrusfrugt. Der er noget er at tygge på i denne tørre øl. Jeg kan klart fornemme alkoholen, som giver sødme til øllet. Eftersmagen er bitter og åh ja så ekstrem tør.

Konklusion
Vive La IPA er tør med tørt på, men den smager rigtig godt, og man bliver lidt nødt til at tage endnu en slurk for slukke tørsten.

3,75 ud af 5 kapsler.

Ét svar til “Beard Brew – Vive La IPA”

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.