Øltype: Stout – rug
Alkohol: 7,7% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Sponsoreret, del af Specialøl Julekalender 2023 fra Skuldborg Bryghus og Craft Makers Collective, find den her.
Bedømmelse: 4,00 ud af 5 kapsler.
Så har jeg så småt slået dørene op for min nye virksomhed SoMe by Søren, en konsulentvirksomhed, hvor jeg vil hjælpe enkeltmandsfirmaer og små virksomheder med kommunikation og PR via sociale medier. Du kan læse meget mere om min virksomhed lige her.

I dag har jeg så siddet og udarbejdet min forretningsplan, og mens jeg lægger sidst hånd på værket, så må man jo godt nyde en øl imens.
Øllen jeg har i glasset er Rye King fra Amager Bryghus, en rugstout på 7,7%. Rye King er brygget med 22% rugmalt og brygget i samarbejde med brygger John Laffler fra Goose Island Beer Co. Alt dette og hele historien om øllet kan læse meget mere om her.
Udseende
Rye King står maje sort i glasset. Det er ikke til at se en hånd frem for sig, hvis altså rummet var fyldt med øl. Skummet er knitrende og brunt.

Duft
Rye King er brygget med røget malt og det kan i den grad duftes, men som en behagelig og let sødmefuld karakter. En duft af ristet malt og et hint af Limfjordsporter kan ligeledes anes.
Smag
Dog er Rye King sødere og mere behagelig at drikke end før omtalte Limfjordsporter.
Allerede ved første tår mærkes Amager Bryghus’ velkendte maltprofil, der både smager dejligt og føles godt i munden.
Rye King smager dejligt af mørk chokolade, mørk karamel, rug, røg, mørke stenfrugter og humle.
Humlen fornemmes især i eftersmagen, som bringer lidt bitterhed med sig.
Konklusion
Rye King er en lækker øl, der smager godt af ristet malt og især af rug, røg, mørk chokolade og karamel.

Skriv en kommentar