Øltype: India Pale Ale
Alkohol: 5% vol. (33 cl. flaske)
Forhandler: Sponsoreret, del af Specialøl Julekalender 2023 fra Skuldborg Bryghus og Craft Makers Collective, kan købes her.
Bedømmelse: 3,50 ud af 5 kapsler.

I den fantastische Specialøl Julekalender 2023 fra Skuldborg Bryghus og Craft Makers Collective var at finde hele fem øl fra Skuldborg Bryghus:

Gylden Daggry, Skuld, Dortmunder Export, Santa Klavs og Havmunken.

Øl brygget og tappet på Randers Bryghus, og flasket på 33 cl. flasker. Jeg synes det var lidt synd, at hverken Blomstervand eller Kellermensch, var en del af julekalenderen, da de immervæk er de bedste øl, som Skuldborg Bryghus mf. har brygget gennem de sidste to års tid.

Men spændende var det at prøve en ny øl fra Skuldborg Bryghus med den dejlige Santa Klavs, en lækker Bock med smag af ristet malt og karamel.

Én øl mangler jeg at anmelde fra Skuldborg Bryghus, og det er Havmunken, en IPA 5% vol. brygget med vand, bygmalt, havre, humle og gær.

Udseende
Øllet har en let og kobberagtig glød. Øllet er uklart med et let lysindfald. Skummet er hvidt og cremet.

Gorm og Bent pryder stadig etiketten, mens de bevogter Skuldborgs dyd mod den frække nisse. Eller er det omvendt? Hvor om alting er: DØ NISSE DØ. Helst i en brændende Simca… Nå, tilbage til etiketten, hvor er det fedt at se små blæksprutter derpå, og hør lige teksten til Havmunken en gang:

Skuldborg Bryghus’ IPA er en IPA der tager hårdt fat i kraven på dig og siger “Hej med dig, din lille skiderik, nu skal vi arbejde lidt med hinanden.” På samme måde som en havmunk ville sige det, hvis du mødte ham i havets dyb.

Kan du finde Havmunken på etiketten?

Men hvad er en havmunk, jo det skal jeg sige dig, det er en blæksprutteart.

Midt i 1500-tallet blev der i Øresund fanget en underlig fisk, som var 4 alen lang (2,5 meter). Den havde lighed med en munk og man kaldte den derfor en sømunk. Først 300 år efter kom forklaringen da to kæmpeblæksprutter blev sendt til Japertus Steenstrup fra hhv. Nordjylland og Florida, og han blev overbevidst om at sømunken måtte være en tiarmet blæksprutte.

Duft
Havmunken dufter heldigvis hverken af hav, blæk eller blæksprutte, men derimod af humle. Den har en let krydret duft, samt en duft af appelsinskal og ristet malt. Meget behagelig at sætte næsen i.

Smag
Havmunken har en let og cremet mundfylde. En god IPA med en dejlig smag af appelsin, mild ristet maltsmag samt tør og bitter eftersmag. Kan man lige fornemme lidt salt helt tilbage i svælget, måske? Men det er nok bare Havmunken og Reinhard Weibhauer der prøver at spille mig et puds.

Konklusion
Med Havmunken får du en klassisk amerikansk IPA. Her ligger bitterheden helt fremme på tungen og også bagerst, for det er jo der man smager det bitre.

Jeg bliver præsenteret for appelsin i duft og smag, og en mild ristet maltsmag. Eftersmagen er tør og bitter.

Jeg kan meget godt lide Havmunken, specielt historien når man dykker ned i den, og det er altså ikke mig der har fundet på den. Du kan selv læse mere her.

Øllen er behagelig at drikke og det er for en gang skyld dejligt, at drikke en helt klassisk IPA, med en smag af malt og humle.

3,50 ud af 5 kapsler.

Ét svar til “Skuldborg Bryghus – Havmunken”

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.