Øltype: IPA – New England
Alkohol: 6,5% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Meny Løkken, 49 kr.
Bedømmelse: 3,50 ud af 5 kapsler.

På fredag skal jeg afholde endnu en ølsmagning i Humle og Uld-regi. Denne gang har jeg købt øl fra de lokale supermarkeder, og været på rov i Rema1000, Spar Kaas, Coop 365 og Meny Løkken. Ti øl fandt jeg frem til, og det bliver spændende, at præsentere de ti meget forskellige øl for de fremmødte. Rent prismæssigt svinger vi fra 12 kr. til 79 kr.

Om lørdagen holder jeg reception for min nyopstartede virksomhed SoMe by Søren. Jeg har haft et par hektiske uger, og det er nok også grunden til at mit ølforbrug er dalet lidt. Men jeg glæder mig til at komme i gang med virksomheden snart.

I dag kigger jeg på en af øllene, som jeg har med til ølsmagningen på fredag. Freak Wave fra Gamma Brewing er en New England IPA på 6,5%, en øl som Anders Breinholt og Søren Rasted var svært glade for i Breinholt Julekalender 2023.

Udseende
Kigger man under dåsen kan man se at Freak Wave er lige knap to måneder gammel, det er meget pænt for en IPA, og øllen burde næsten være som frisktappet. Måske med lidt mindre knald på humlen.

Øllet er gult, let hvidligt og uklart med et hvidt skum.

Duft
Freak Wave er brygget med snydekoder, som en vis ølpodcast ytrer. Altså Mosaic og Citra, og så lige humlesorten Azacca. Freak Wave har da også en dejlig duft af appelsin, tropiske frugter og frisk humle.

Smag
Mundfylden er blød og rund. Det er en behagelig øl at have i munden, der smager af tropiske frugter, citrus, appelsin og grape. Eftersmagen er tør og med en let bitterhed til at slutte af på.

Konklusion
Freak Wave er en behagelig øl, en øl der dufter og smager dejligt af tropiske frugter og frisk humle. En lige-ud-af-landevejen New England IPA, der ikke gør nogen fortræd.

3,50 ud af 5 kapsler.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.