Øltype: Imperial Stout
Alkohol: 11% vol. (33 cl flaske)
Forhandler: Sponsoreret af Gamborg Bryghus, køb den her.
Bedømmelse: 4,00 ud af 5 kapsler.

Gamborg Bryghus har vind i seljene. De vinder den ene pris efter den anden i deres lokalområde, og til sommer flytter de bryggeriet ind i nye lokaler i Middelfart.

Drengene bag Gamborg Bryghus er altid en fest at være sammen med, og sidst jeg kunne nyde godt af deres selskab var til DBBA 2024 i Aarhus.

Nu sidder jeg så med Gamborgs svar på en dobbeltmæsket Imperial Stout. Øllen er på 11% og brygget med vanilje, whisky er tilføjet og så er den lagret på egetræstønder.

Og så mødte mit sidste Spiegelau Barrel Aged ølglas sin skaber. Da jeg ville tage glasset op fra bordet, knækkede glasset itu. Det var heldig at der kun var en lille slat øl tilbage, for så ville jeg græde over både glas og øl.

Udseende
En kulsort øl kommer ud af flasken med etikette af Mikkel Jessen, der står bag de farverige fugle.

Duft
Double Mash Imperial Stout dufter af ristet malt, vanilje, mørk chokolade, lakrids, egetræ og lidt røg.

Smag
Double Mash Imperial Stout har en fed og cremet mundfylde. Øllen smager af chokolade, kokos, vanilje, lakridsrod og ristet malt. Eftersmagen er let ristet og bitter.

Konklusion
Med Double Mash Imperial Stout får man en letdrikkelig sort øl med en dejlig aroma og lækker og fyldig smag.

4,00 ud af 5 kapsler.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.