Øltype: Barley Wine – engelsk
Alkohol: 14% vol. (33 cl dåse)
Forhandler: Bad Seed Brewing, 165 kr.
Bedømmelse: 5 ud af 5 kapsler.
 

Stort tillykke til Bad Seed Brewing med deres 7 års fødselsdag og udgivelsen af deres mest eksklusive øl til dato.

Min far og jeg var til Bad Seeds fødselsdagsfest i går lørdag d. 29/11.

Her diskede Bad Seed op med gratis fadøl, mad fra Gudumholms borgerforening, og selvfølgelig frigivelsen af Double Barrel Leviathan.

Det var noget af et tilløbsstykke med frigivelsen af Double Barrel Leviathan, for Bad Seed har kun tappet 500 øl på dåse, og præmissen lød på, én øl pr person fra 12-13. Kl. 13.30 måtte man igen købe en øl eller to, hvis der altså stadig var nogle tilbage.

Kl. 12.00 stod der 200 mennesker i kø for at få fingre i den eksklusive double fadlagrede Barley Wine. 

Vi ankom til bryggeriet kl. 13.15, og blev mødt af biler så langt øjet rakte. Jeg gik med hurtige skidt mod bryggeriet og kom til en kø, der var nu åbent for at købe endnu en omgang. 

Der var heldigvis øl tilbage at købe, og Fredrik og Peter havde også tænkt på mig, hvis der ikke var flere på dagen, jeg skulle bare sig til. Mange tak skal I have. 

Læs også: Bad Seed Brewing – Leviathan

Nå, men jeg fik købt to Double Barrel Leviathan (jeg var en glad og lettet mand), selv min far købte en dåse (så mange penge har han aldrig brugt på en enkelt øl). Vi fik os en fadøl, købte lidt flere øl fra Bad Seeds pluk-selv marked, og jeg fik tilmed Bad Seeds nyeste ølkrus, som en tidlig julegave af min far. 

Leviathan er den tungeste Barley Wine Bad Seed Brewing nogensinde har brygget. En Barley Wine med engelsk forbillede, der har ligget 30 måneder på Heaven Hill Bourbon fade, og så endnu 12 måneder på 1792 Wheat Bourbon fade. 

Udseende 
Sidste år udkom Leviathan i en gylden dåse med sort skrift. I år udkommer Double Barrel Leviathan i en sort dåse med gylden skrift. Den er virkelig flot, og selvfølgelig designet af Thies aka Lortsker. 

Ud af den sorte dåse hældes en tyk, sort og olieret øl. Ikke meget skum kan svinges op, men sådan er med de helt tunge drenge i denne stilart. 

Duft 
Double Barrel Leviathan dufter rigtig godt. Aromaen er tyk og intens. Duften af de to fade er gennemtrængende, hvor jeg mødes af ristet malt, mørke karameller, chokolade, mørke rosiner, den minder på mange måder om portvin og kakaolikør i en og samme drik. 

Smag 
Double Barrel Leviathan har den blødeste mundfylde jeg længe har siddet med.  Øllen smager af: kakao, mørk chokolade, solmodne og saftige blommer, mørke rosiner, ristet malt og flødekaramel. Dertil kommer smagen af bourbon, kokos, vanilje og kanel(?). Spiser du en brunkage til øllet, jamen så smager den faktisk endnu bedre. Bagerst i svælget finder jeg en varmende eftersmag af bourbon. 

Konklusion
Double Barrel Leviathan skal selvfølgelig nydes, og det bliver den. Jeg har drukket en del sorte og tunge øl på det seneste, og nogle har jeg gemt til dagen efter, fordi de simpelthen var for tunge at komme igennem på en gang. 

Men Double Barrel Leviathan glider lige ned i løgnhalsen på en meget behagelig måde. For Double Barrel Leviathan er så balanceret og afstemt at man ikke kan andet end at nyde dette mesterværk. 

5 ud af 5 kapsler. 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.