Øltype: Imperial Stout
Alkohol: 11,5% vol. (33 cl. dåse)
Forhandler: Gave fra Anders, Emil og Mathias. Kan købes her.
Bedømmelse: 4,50 ud af 5 kapsler.
Anders havde smagt denne øl på fad på Basement Beer Bar i Aalborg, og han blev glad i sin mund. Dagen efter skulle han købe fødselsdagsgave til mig, og hos Bestofbeers/Vinspecialisten, faldt han over Kope-Niu, hev den ned fra hylden og fik Boris, Allan eller Sune til at pakke den ind i cellofan. Og nu sidder jeg med øllen i glasset, og glæder mig til at smage på den.
Kope-Niu er et samarbejdsbryg mellem Bad Seed Brewing og Y Not Brewing. Bad Seed Brewing holder til nær Storvorde ikke langt fra Aalborg. Der brygger de rigtig godt øl.
I Aalborg ligger Basement Beer Bar, og holder snart 9 års fødselsdag. På den tid har Basement Beer Bar haft umådelige mængder øl igennem de 20 haner, og ikke mindst startet bryggeriet Y Not Brewing, som bliver drevet af ejeren Nikolaj Madsen. Y Not Brewing spytter den ene vilde øl ud efter den anden, men jeg har stadig til gode at anmelde øllene fra bryggeriet. Udover øllen her kan Y Not Brewings øl primært købes på Basement Beer Bar.
Kope-Niu er en Imperial Stout brygget med kokosnøddecreme og Brazilian Single Estate Grade A Arabica kaffe.


Udseende
Det sorteste øl kommer ud af den ellers så hvide dåse. Øllet skummer hurtigt op i et cremet og brunt skum.
Jeg synes etiketten er en lille smule undervældende for ikke at sige kedelige, når man er vant til Lortskers ellers så flotte og fede etiketter.






Duft
Kope-Niu dufter herligt af nykværnede kaffebønner, en dyb og intens duft. Jeg fanger ligeledes en duft af nybagt brød, lette noter af karamel og lidt vanilje. Duften er fed, fyldig og lidt spids.
Smag
Kope-Niu besidder stor fedme og fyldighed. Øllet ligger sig roligt til rette på tungen, og viger ikke fra sin plads. Smagen af friskbrygget kaffe, sortristet malt, lakrids og kokos prikker til tungen, køres op i ganen, ud på læberne og ender til sidst i løgnhalsen.
Eftersmagen er brændt, bitter og intens. Det er en øl med gang i den, med stor smag af kaffe og ristet malt. Kope-Niu smager hen af old school Imperial Stout, stor, sort og ristet.
Konklusion
Bad Seed Brewing & Y Not Brewing har sammen brygget en øl der smager hamrende godt. En intens og fyldig øl med smagen af gamle dage, også selvom øllen er brygget kokosnøddecreme og kaffe. Jeg er også glad i min mund.

Skriv et svar til Rookiebeers’ Top 3 over august 2023 – Rookiebeers Annuller svar